Indlæg

Hjerteblod er vel i sidste ende drivkraften?

/0 Kommentarer/i /af

Hjerteblod er vel i sidste ende drivkraften?

For ikke så længe siden læste jeg et opslag af en person, jeg længe har fulgt og beundret. Et opslag der gav mig dybe og interessante refleksioner. Et opslag der strålede af sårbarhed og drømme.

Personen er en ung kvinde, der gennem de sidste syv år har formået at trænge igennem lydmuren i erhvervslivet. Fagligt er der ingen tvivl om, at hun er dygtig, på højt niveau og kan måle sig med de bedste, men i min optik er det, der har gjort den helt store forskel, hendes behagelige væsen, hendes mod, personlighed og hendes nærvær. På forholdsvis få år har hun skabt sig en platform og et navn, der rækker langt ud over de lokale grænser, ja endda ud over landets grænser. Hun har kort sagt gjort det, mange drømmer om. Hun har skabt sit eget job, i sin egen virksomhed – og med stor succes!

Jeg har som sagt fulgt hende ganske tæt og med nysgerrighed. Hun har fra starten fascineret mig, udfordret mig og tirret mig i min egen selvforståelse og måde at sælge/promovere mig selv og min virksomhed på. Det har været fedt, fantastisk, lidt angstprovokerende, men noget jeg har brugt konstruktivt i min hverdag, og måden jeg har tænkt strategi på.

Hvis du interesserer dig lidt for digital markedsføring, ved du sikkert godt, som jeg, at hvis noget skal være interessant for andre at læse om, og du skal fange dit publikum, så skal du give en bid af dig selv. Så skal du stille dig ud på det yderste af vippen, derud hvor det hele bliver lidt sårbart, hvor du reelt risikerer og har noget på spil!

Hvor mange indlæg, blogs og artikler udfylder den rolle hen over et år? Hvor mange kan du huske af dem, du selv har læst det seneste år?

Opslaget jeg læste og som startede en tankerække, handlede netop om det med at stille sig til skue, vise sårbarhed og lade omgivelserne forholde sig til den smagsprøve, der blev lagt frem. Og lige der, blev opslaget og kvinden bag allermest sårbar. Tidligere har hendes opslag være en rejse, et forløb der løbende har flyttet sig, åbnet sig, foldet sig ud – både fagligt og menneskeligt, men lige den dag, blev det ”alt eller intet”.

Måske var det et led i en strategi, presale, personificering, salgstrick, kald det, hvad du vil, jeg købte i hvert fald ind på opslaget og handlingen og mærkede i det øjeblik en fælles følelse af sårbarhed, mod og drømme.

Hvorfor?

Fordi jeg kunne mærke hende helt ind i hjertekulen. Jeg kunne mærke hjerteblod og drivkraft hos et menneske, der ganske vidst lever af at promovere og sælge sine historier og har gjort det fantastisk gennem de forgangne syv år. Nu kommer så kronen på værket. Den ultimative udfordring. Der hvor charme, personlighed og faglig formåen møder hinanden og i fællesskab skal bringes i spil, tages alvorligt og vurderes af resten af verden. Nu kommer afgørelsens time. Bliver hun fundet for let, tilpas eller har hun begået en genistreg? Hvad syntes verden, fagfolk, omgivelser og smagsdommere i det ganske land om det, hun er i gang med at folde ud?

Skræmmende? JA, for enhver!

Hvad har det med mig, dig og alle andre at gøre?

Tja, alt eller ingenting, det bestemmer du sådan set selv. For mig gav det en fantastisk spejling. Både opslaget alene, men også alle svarene der kom i tråden nedenfor. Mange har en mening, mange ytrer sig, og nogle gange tager man sig til hovedet og tænker, at mennesker burde tænke, før de taler, men om ikke andet, så anskuer de jo blot verden fra en anden vinkel, end den man selv anskuer verden fra, og i bund og grund er alle meninger fine.

Hvor kommer læring fra?

Vi lærer ofte mest af dem, vi ligner mindst, og humlen er, at vi KAN fremkalde en reaktion. I en verden hvor information buldrer derud af og på daglig basis støjer voldsomt i vores bevidsthed, kræver det noget særligt at få opmærksomhed, positiv opmærksomhed vel at mærke!

Ifølge fagkundskaben har virksomheder i den private sektor en gennemsnitlig levealder på mellem 11-12 år, og det passer nok meget godt med, at mange går sukkerkold, og metaltrætheden breder sig ud i organisationen på det tidspunkt, hvis man ikke er opmærksom på at få ny energi ind i sin virksomhed.

Så er den umiddelbare sandhed, at hjerteblod, mod og retten til at vise sårbarhed forsvinder synkront med en virksomheds alder? Og er det i sig selv en fare for forstokkethed og degenerering?

Måske er det påkrævet, at vi engang imellem byder nye op til dans og kickstarte processen på ny. At vi tør fremstå nøgne og sårbare og gentænke, hvad vi egentligt er drevet af. Det må aldrig blive rutine at drive virksomhed. Nytænkning, fornyelse og strategi til at imødegå fremtiden er vitalt for overlevelse. Af samme årsag har jeg derfor flere gange slået på tromme for, at man i erhvervssammenhænge sætter iværksættere sammen med etablerede virksomheder på tværs af brancher, målgrupper og uddannelsesbaggrund – og gerne med fokus på de virksomheder, der nærmer sig 10-års alderen, når man nu ved, at de er særligt udsatte.

På den måde kan de nye lære af de gamle og danne fortroligt og dyrebart netværk. De gamle kan få et los i bagdelen af de nye, blive udfordret, få ny inspiration og indsigt og forhåbentlig genvinde engagement og lyst til samskabelse gennem fremtidige projekter. Det er i min optik WIN-WIN og ikke som i dag, hvor man mange steder i lokale netværk danner grupper ud fra omsætning, antal ansatte, branche eller anciennitet. Hvor er mod og nytænkningen henne i de konstellationer, for mig ligner det bare ”mere af det samme” …

Det, jeg tager med mig videre ud i verden lige nu, er ordene: mod, sårbarhed, hjerteblod og drivkraft. De ord vil jeg gerne giver videre til den næste generation – og til dem jeg møder på min vej. Spejlingen fra opslag der handler om andet end succes, perfektionisme og bundlinje kan så meget mere. Vi har brug for endnu flere indsigtsfulde og anderledes opslag på LinkedIn. Opslag der fortæller historier, giver læring, refleksion og indsigt til gavn for erhvervslivet, den personlige udvikling og individet.

Så kæmpe tak for inspiration til denne blog – må din kommende bog og dine fremtidige projekter inspirere langt ud i verden, og må dit mod bringe dig lige derhen, hvor du drømmer om, Anita Dalsgaard!

Fotografi: Engin Akyurt

Jeg hader hende!

/0 Kommentarer/i /af

Jeg hader hende!

Hun ligger lige der, lige under overfladen, og hun kan ikke hold mund. Hun ser og hun hører alt.

Jeg ved godt, når denne artikel er læst til ende, så er der mange andre, der måske også hader hende, eller som i det mindste syntes, at hun må være ufattelig dum, når hun stiller sig derud, midt i ”ingen-mands-land” og gør sig til skydeskive.

Men det er ok, hun har lært at sige pyt. Hele livet har hun haft et eneste pejlemærke: ”størst er kærligheden”, og det gælder stadig. Alt hvad der følger i denne artikel, er sagt i kærlighed. Alt er sagt, for at I, som læser det, mærker efter, lytter et splitsekund, og forholder jer til det, hun siger. I behøver ikke være enige. Tværtimod, en rask lille diskussion forløser, så giv jer endelig til kende. Hun har jo ikke den endegyldige sandhed. Hun har bare en stemme, og den vælger hun så, at bruge lige nu.

Hvem er hun?

Hun er min samvittighed. Hun er min ledestjerne. Hun er mit livs udfordring. Aldrig holder hun mund, og når jeg gerne vil tie, når jeg tænker, nu går det galt, så presser hun mig endnu mere.

”Sig det, og sig det højt, lad være med at være en tøs, hold op med at lefle, vær dig selv, vær autentisk, kæmp for det du tror på, og gå forrest!”

Så det gør jeg. Jeg ved godt, at det har en pris, men det har de ting, som betyder noget, og jeg skal SÅ meget holde op med at være den pæne pige, hende ”pleaseren” der gerne vil gøre alle tilfredse. Det kan man jo alligevel ikke, når det kommer til stykket.

Oskar Wilde skrev: ”Be yourself. Everyone else is already taken”, og sådan er det.

Så nu går jeg hele vejen.

Kæmpe tak til dig, Zune Holm. Du satte prikken over i’et og stak hånden ind i hvepseboet den anden dag. Du er en modige mand, tak for dig!

Når man er ærlig

Jeg har gennem de seneste måneder sendt et par artikler ud i æteren, på LinkedIn. Det har været artikler, der for mit vedkommende har været følsomme og er udsprunget af mit hjerte. Det har også været artikler, hvor jeg godt ved, at nogle har tænkt, ej, det gør hun bare ikke. Kan hun ikke se, at det kommer til at spænde ben for hendes fremtid? Hun fremstår jo svag og det er jo pinligt! Det ”liker” jeg altså ikke. Jeg skal ikke sættes i forbindelse med stress, jeg skal ikke sættes i forbindelse med konkurs, det er jo svaghedstegn, det er jo fiasko.

Tænk engang. Jeg har lige nøjagtig lagt artiklerne op, ikke for at fremstå svag, men fordi jeg dybt ind i mit hjerte ikke kan bære, at vi kun ”liker” hinanden, når det går godt. Det er jo for pokker ikke der, vi har brug for ”support”.

Og Zune, hvor trist det end er, så prikker du til noget i din artikel ”LIKER du kun opad…?” og nu griber jeg bolden.

Du underbygger faktisk kun ”hende, jeg er så sur på, i mit hoveds” tanker.

Nu siger jeg noget meget forbudt, og jeg siger det højt. Mange af jer ”kendisser” har jeg mødt, lyttet til og ”set op til” gennem mine mange år i erhvervslivet. Jeg har også haft samtaler med nogle af jer, når I har været nede. Det har I helt sikkert lykkeligt glemt. Men ved I, hvad? I har glemt, hvor og hvad I kom fra. I har glemt, at vejen frem til det, I er i dag, den har været brolagt med udfordringer. Det er fint, at I kan stå og fortælle om det på scenen, når I bliver ”dyrket” af tilhørerne i salen, og fint, at I kan like hinanden på LinkedIn, men undskyld mig, hvor er I henne? Det forpligter at stå, som det gode eksempel og den, der har sejret, og ikke kun når det giver opmærksomhed og penge i kassen.

Kejserens nye klæder

Det kan godt ske, at I lige nu klapper hinanden på ryggen og syntes, at livet er fantastisk. Det er også ok. Jeg er ikke i tvivl om, at I har fortjent det. Der er ikke noget, der kommer af sig selv, mindst af alt succes. Men lad nu være med at få nykker! Dem I møder på vejen op, dem møder I også på vejen ned, og måske ikke i bogstavligste forstand, men så i overført betydning. Se i spejlet og husk ”what comes around goes around”.

Om du er ”kendt” eller ej. Direktør, chef eller hvad du nu er, så hold op med at tænk på, om dit ”like” bliver anfægtet. Giv dit ”like”, hvis dit hjerte siger til dig, at det her rører ved noget, det får mig til at reagere, stoppe op. Det får mig til at overveje. Lad være med at tænke, om der er nogen, der vil dømme dig, hvis du ”liker” noget, der gør dig til det menneske, du dybest set er. Det menneske der kærer dig om din næste, og tager hånd om den, der har brug for, at du tilkendegiver, at du ved, at vedkommende har brug for dit ”like” – hvem ved, måske er det dig selv, der står i situationen i morgen…

Hvad bygger jeg alt dette på?

Tja, det bygger jeg på, at der jo er værktøjer på LinkedIn. Ud af de opslag, jeg har lagt op den seneste tid, kan jeg kun sige, at hvis der har været 700-800 mennesker inde og læse mine opslag, så er der ca. 80-90, der har ”liket” eller kommenteret på mine opslag, 1-2 har turdet dele. Ca. 20-25 % af de besøgende er CEO/direktører eller virksomhedsejere, men det er ikke dem, der ”liker” mine opslag, og det store spørgsmål er, hvorfor er det lige, at de ikke kan give et ”like” med på vejen?

Det kan selvfølgelig være, at I syntes, at mine artikler er helt vildt dårlige, hvilket er helt i orden!

Ære, mod og omsorg

Mere tankevækkende er det dog, at hovedparten af dem, der har været inde og læse mine opslag og ”liket”, er folk, der ikke tidligere har været i mit netværk på LinkedIn. Så hvor er alle de mennesker, som jeg regnede med? Dem jeg troede bakkede mig op, og som jeg har brugt timer sammen med i det virkelige liv?

Jeg ved det godt, og det gør I også. Der er emner og temaer, man helst ikke vil sættes i forbindelse med. Det smitter og tænk hvis man blev sat i bås med stress? Tænk hvis man blev sat i forbindelse med konkurs…

Som mennesker vil vi helst være en succes, og vi vil gerne spejle os i andres succes, det modsatte er ikke en mulighed. Men tænk engang, livet går ikke kun opad…

Hvad vil jeg med denne artikel? Hende inde i mit hoved, hende jeg ikke har helt styr på. Hun vil bare så gerne, at vi også favner det modsatte af succes. Hun vil så gerne, at vi også taler naturligt om de ting, der gør ondt, de ting der i princippet kan ramme os alle – uanset om vi vil være ved det eller ej – og det gælder både privat og erhvervsmæssigt.

Erfaringsudveksling, både succes og det modsatte, er jo læring, som vi alle har brug for.

Samfundet har brug for, at vi rummer hinanden, udveksler erfaringer på godt og ondt, og anerkender, at det ikke kun er godt alt sammen. Det enkelte menneske har brug for, at vi rummer både succes og fiasko. Men mest af alt, så har vi alle brug for at vide, at vi griber hinanden, også når vi er nede.

Selvfølgelig skal LinkedIn ikke være markedsplads for opremsning af fiaskoer og tudefjæs. Indrømmet, jeg bliver også træt, når alt for mange beder andre om at skaffe dem et arbejde, men hvis vi ikke kan rumme at “like” og hjælpe hinanden, når vi selv er i overskud og andre er nede, så er der da noget rivende galt. Så har vi skabt et forum, der kun er for de perfekte, og så kan jeg helt klart høre stemmen i mit hoved sige: ”I dare you”…

Nu har jeg givet bolden op. Jeg håber, at I griber den. Husk, størst er kærligheden til hinanden og til livet! Tænk over det, næste gang du “liker” noget eller deler, gør det en forskel eller er det bare for at vise frem.