Indlæg

Problemer gør os lykkelige!

Problemer gør os lykkelige!

Det er noget af en påstand, og den skulle da også lige skylles ned og funderes lidt, før det gik op for mig, at det er sandt.

Jeg gav mig for kort tid siden i kast med bogen ”Kunsten at være fucking ligeglad” – en anderledes guide til et godt liv af Mark Manson, #1 New York Times Bestseller. Den havde længe stirret på mig fra boghandlerens vindue og udstilling, den var også dukket op et par gange på de sociale medier, så jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at forholde mig til bogen og budskabet. Ud fra min egen filosofi og prædiken om at universet kommunikerer med os, hvis vi lytter og mærker efter, var jeg jo lidt nødt til at tage min egen medicin, og lytte til det der blev smidt efter mig, så jeg købte bogen, gik hjem og smed fødderne op i sofaen og begynde at læse.

Det interessante er, at vi tit tiltrækkes af noget der provokerer os eller direkte frastøder os, det pirrer vores nysgerrighed. Og bogen lægger i bund og grund også ud med at bruge ordet ”fucking” så mange gange, at jeg næsten er klar til at lægge den på hylden igen. Dog er der budskaber inde i bogen, der fanger og udfordrer mig positivt, så jeg bliver alligevel hængende.

Det gode liv

Postulat nr. 1 – at løse problemer gør os lykkelige, uden problemer kan vi ikke være lykkelige
Postulat nr. 2 – hvis vi alle er enestående og ekstraordinære, som nogen vil påstå, så er der ingen der er enestående og ekstraordinære
Postulat nr. 3 – hvis du erkender, at dine handlinger ikke betyder ret meget i det store billede, og at størstedelen af dit liv vil være kedeligt og uinteressant, og at det er fint nok. Når du har accepteret det, så vil du få en større forståelse af livets grundlæggende oplevelser: værdien af enkle venskaber, af at skabe noget, hjælpe en person i nød, læse en god bog, grine sammen med en du holder af.

Der stod også mange andre ting i bogen, men lige de her tre gav anledning til ekstra refleksion og stor respekt for de betragtninger, forfatteren delte.

Det giver rigtig meget mening i forhold til de forvrængninger der er i tiden, og i forhold til hvornår man anser sig selv for at være en succes, hvem vi er som individer, og hvilken indvirkning vi hver især har på samfundet, verden og på hinanden.

Vi er så små

Vi er bare en dråbe i havet eller en lille krusning på vandoverfladen. Vi er her en kort stund, og så er vi væk. Det, der er vigtigt, mens vi er her, er læring. At vi tager de problemer til os, som vi møder undervejs, kigger på dem, undres over dem og løser dem, så vi kan vokse, og ikke på bekostning af andre, men sammen med andre. At vi rækker ud, ser hinanden, er der for hinanden og hjælper hinanden. Lader de små ting få betydning i det store billede, også kaldet livets maleri.

Det giver ret god mening, selvom det bliver skrevet i et sprog og i en tone, der provokere og udfordrer min gode opdragelse og selvforståelse, men han rører ved helt centrale opfattelser og holdninger til livet, og så kan det jo i bund og grund være ligegyldigt, hvordan det bliver pakket ind, bare budskabet trænger igennem, og det gør det!

Fotograf: Levi Xu