Morgenstund har guld i mund …

Morgenstund har guld i mund …

Kender I det der med, at tillade sig selv, at drømme stort? Det gjorde jeg for fire år siden, da jeg begyndte at arbejde med mine Tankevækkere. Jeg kunne simpelthen mærke helt ind i hjertekulen, at jeg havde fat i noget godt. Noget, der gav mening ud over det sædvanlige. Ansporet af den hellige ild, kastede jeg mine sidste basseøre og hundrede vis af timers arbejde ind i projektet. Så kom Corona og bla bla bla, det kunne jeg også fortælle grumme historier om, men det gider jeg ikke.

Jeg vil meget hellere fortælle, det helt fantastiske, der sker, når den drøm man har gået med så længe, pludselig begynder at folde sig ud – og det har min drøm langsomt gjort de sidste 2-3 måneder. I tirsdags toppede det hele på den smukkeste vis.

I tirsdags stod jeg op kl. 03.30 og drog mod Sjælland – det er vildt tidligt, men dagen var bare helt særlig allerede fra morgenstunden. I solopgangens smukke lys kørte jeg og tænkte over, hvad dagen mon ville bringe?

Allerede i de forgangne uger havde jeg lukket spændende opgaver, holdt møder med potentielle samarbejdspartnere, og så sent som i sidste uge lukkede jeg min første ordre hos FOA på en workshop med deres proceskonsulenter, som forhåbentlig kun var starten på et langt og godt samarbejde. Så det ER virkelig nu, jeg kniber mig i armen.

Og hvordan gik mødet så i Hellerup i tirsdags?

I kan læse mine betragtninger fra mødet nedenfor, og det blev virkelig en øjenåbner og den mest fantastisk oplevelse af, at det, jeg har knoklet for gennem de sidste fire år, nu endelig har fundet vej ud i verden, og bliver taget imod med åbne arme og begejstring. Så ja, det var helt køreturen og den manglende nattesøvn værd!

Frygten for at blive vejet og fundet for let, hæmmer ofte vejen til sejr

Et netværksmøde med en række spændende HR-ansvarlige hos F5 i Hellerup tirsdag morgen, satte tankerne i gang – ikke bare hos deltagerne, men så sandelig også hos mig hele vejen hjem fra Hellerup.

Jeg var indbudt af Annette Otto, som er facilitator for netværket, til at holde et indlæg om vor tids udfordringer i forbindelse med at skabe dialog, forståelse og en adfærd der formår at udvikle vores vigtigste samarbejdskompetencer: relationskompetence, refleksionskompetence og meningskompetence. Alle tre kompetencer er helt grundlæggende færdigheder, som sættes i spil/ses under gruppearbejde, projektsamarbejde og i samskabelsesprocesser.

Hele idéen med oplægget var efterfølgende, at give deltagerne mulighed for at teste og arbejde med refleksionsværktøjet Tankevækkere.

Tankevækkere er udviklet til at skabe et fælles fortroligt rum med forståelse, refleksion, selvindsigt, spejling og mulighed for dybe og nuancerede samtaler – en forudsætning for at kunne udvikle de tre personlige kompetenceformer, der er så vigtige for kunne skabe en kreativ og samskabende adfærd. Derfor var den efterfølgende workshop bundet op på Tankevækkere og det reflekterende rum.

Det var heldigvis et spørgelystent selskab – det er HR folk jo generelt – de er nysgerrige på andre mennesker, på livet og på alle de lag, nuancer og måder vi omgås og kommunikerer med hinanden på. Derfor havde jeg også høje forventninger til dagen, allerede inden jeg ankom.

Jeg havde glædet mig til at dele og udveksle erfaringer, indsigter og betragtninger med deltagerne, og det blev til fulde indfriet. Jeg fik mindst lige så meget med den anden vej fra deltagernes engagement og bidrag i debatten, så KÆMPE tak for det!

Min største glæde var imidlertid deres evaluering sidst på formiddagen. Jeg havde nok i al beskedenhed håbet, at de ville blive inspireret af mit indlæg, hvilket de også gav udtryk for, at de blev – meget endda – men stor var min glæde, da de sammenstemmende udtrykte, at de faktisk hellere ville have haft langt mere tid til at arbejde og lege med Tankevækkere i de fortrolige rum og dele deres oplevelser med hinanden. Det, kortene gav til den enkelte og fællesskabet, var lagt mere interessant. og noget de gerne havde arbejdet meget mere ned i …

Jeg tror, at det der ramte mig, da jeg kørte hjem, var, at jeg jo ikke behøver ”pakke” Tankevækkere ind i en masse andet. Mit værktøj er endeligt blevet så stærkt, at det kan stå alene. Så hvis ikke konstruktiv kritik er godt, så ved jeg ikke hvad. Hvor er det fantastisk at være kommet så langt, at jeg godt tør spørge efter feedback, uden at føle mig udsat eller særlig sårbar. For mig var det dagens bedste refleksion!

Nå ja, her til morgen holdt jeg så møde med en af landet største banker, og det tegner også til at kunne blive rigtig spændende, så gæt hvad?

DET BETALER SIG AT SÆTTE BARREN HØJT OG DRØMME STORT!

Metaverset – en ny måde at være i verden på

Metaverset – en ny måde at være i verden på

I et fagblad fra min gamle branche læste jeg for nyligt en artikel, hvor bureauet Fjord forudser post-traumatisk vækst oven på et par turbulente år. I deres analyse giver de fem bud på, hvordan verden kommer til at tage sig ud, og hvad der vil være fokus på i det kommende år.

1. trend: Mig og fællesskabet

2. trend: Opgør med overflod

3. trend: Metaverset kommer

4. trend: Information, tillid og dialog

5. trend: Vis omsorg

Fire ud af fem trends ligger tæt op af mit daglige arbejde med trivsel/mistrivsel i virksomheder og organisationer. Den femte trend Metaverset har længe stået og blafret i min bevidsthed, primært som noget jeg er nysgerrig efter at vide mere om, men ikke har ret meget indsigt i.

Derfor dykkede jeg efterfølgende ned i emnet, og har de seneste dage gået og reflekteret over de muligheder det helt sikkert kommer til at åben op for, men samtidig stiller det også skarpt på, hvilke etiske og moralske udfordringer der følger med, når grænserne for hvad vi kan, udviskes i en verden hvor ALT er muligt – en verden fyldt med hologrammer, 3D effekter og elektronik der får os til at føle, at vi er 100% til stede, men hvor livet leves gennem vores avatar (repræsentant af dig selv), der styles alt efter hvor vi befinder os og hvilke anledninger, der er tale om.

Når vi er på arbejdet, fremstår vi fotorealistiske (seriøse), i fritiden hænger vi ud i et stylet image (hvor vi tager os godt ud) og når vi spiller/gamer, giver vi den gas med fantasifulde og overdådige dragter. Kort sagt forskellige dragter og beklædning til forskellige anledninger. Det er ret interessant, og har du lyst til at vide mere, så tjek Mark Zuckerberg’s video om, hvordan han og hans kollegaer anskuer fremtiden på området: https://youtu.be/gElfIo6uw4g

Nogle vil helt sikkert hævde, at metaverset kan afhjælpe mange sociale udfordringer og medvirke til en mere legende og lærerig hverdag med kreativitet, samskabelse og udvikling. Det er uden tvivl sandt på flere niveauer. Metaverset kan med garanti åbne op for helt nye muligheder i løbet af de næste 5-10 år til gavn for mange, og med muligheder vi slet ikke har set omfanget af endnu.

Mit forbehold er dog fortsat, hvis du er ensom og har det svært i det virkelige liv, og syntes, at verden er et hårdt sted at være, så kan du muligvis godt købe dig frihed for en stund i Metaversets univers, men hvad så, når du slukker og stempler ud og står tilbage i den virkelige verden?

Bliver Metaverset en virkelighedsflugt for dem, der ikke magter det virkelige liv og hellere vil flygte ind i en fantasiverden? Bliver ensomheden større eller mindre? Bliver vores nærvær mere eller mindre i forhold til vores omgivelser? Og hvis ALT er muligt i Metaverset, vil vores grænser så ikke blive voldsomt udfordrede? Hvordan sætter vi i givet fald spillereglerne etisk og moralsk?

Fra 2019 til 2022 er der sket en stigning fra 58% til 69% blandt teenagere, der har følt sig udenfor, når veninder/venner har tagget hinanden på de sociale medier, uden at de har været med. Mon ikke det er en udfordring, der fortsætter i Metaverset, når vi måske i endnu højere grad klikker os ud og ind af forskellige platforme i fremtiden, uden fysisk at kunne se konsekvenserne af det vi gør, fordi det meste til den tid foregår bag briller og i Metaverset …

Lige nu i 2022 viser en undersøgelse fra Aller Media at 54% af de digitalt indfødte foretrækker samvær IRL (In Real Life), og spørgsmålet er om vi drukner dem i fremtidens digitalisering, eller om der kommer et modtryk? Det er et spændende spørgsmål.

I dag fortsatte drøftelserne og mine overvejelser i Silkeborg Future Tech Group, en netværksgruppe under Innovation Silkeborg, hvor vi drøfter udvikling på digitaliseringsområdet på tværs af brancher og virksomheder. Vores facilitator er ekspert og fremtidsforsker Louise Opprud Jacobsen, der er specialist inden for digitalisering, og som altid udfordre og inspirer til refleksion og dialog – og i dag var ingen undtagelse.

Noget af det vi gennem dagen arbejdede med var netop Metaverset. Det findes allerede, også på danske arbejdspladser. Grundfos har som nogle af de første her hjemme udviklet Metaveret i deres organisation og daglige arbejde.

På ovenstående billede ses to avatar fra henholdsvis Nestlé og WHO.

Ruth møder du hos Nestlé, hun er cookie coach i Tall House, og kan hjælpe dig med at bage småkager. Florence er Who’s digitale sundhedshjælper, som du kan stille spørgsmål om alt i forhold til covid-19 vaccinationer og rygestop.

Begge er udviklet til at kunne fører samtaler med 5.000-10.000 brugere på en gang – og i så lang tid man måtte ønske.

Det har givetvis stort potentiale. Der er allerede nu kendte influencere/ikoner, der har udviklet deres egen avatar. Avataren er udviklet for at tilfredsstille fans, og give dem en god og ”personlig” oplevelse i kommunikationen med deres idol – stemmen har dog fået et tvist, for at kunne adskille originalen fra kopien …

Overordnet set handler Metaverset om tre ting:

  • community
  • collebration
  • co-creation

Forvaltet korrekt kan det løse mange ting i vores tid, forvaltet forkert er det ikke kun WEB version 3,0 der bliver decentraliseret, det gør vi mennesker også!

WEB version 1,0 tilsluttede forbindelser, WEB version 2,0 forbandt/tilsluttede mennesker, WEB version 3,0 siges at være et åbent decentralt netværk.

Fremtiden kalder på vores nysgerrighed! Jeg håber også, at den kalder på dialog og sunde spørgsmål.

Du skal fucking aldrig ringe til mig igen!

Du skal fucking aldrig ringe til mig igen!

Ordene kommer ikke fra min mund, men fra en kundes, og inden jeg nu afslører, hvem jeg talte med, vil jeg gerne tage dig med på en lille rejse. En rejse jeg foretog i november og december.

Jeg havde længe mærket, hvor tingene bar hen Corona-mæssigt, kunne fornemme det på tendenser i tiden, på mine kunder og på nyhedsstrømningerne.

Pressemødet den 8. december var blot den udløsende faktor, der endnu engang gang satte bevægelse i en lang række handlinger landet over. Nedlukning eller ej, så blev jeg hårdt ramt i min virksomhed endnu en gang. Mine kunder trak sig øjeblikkeligt, skød alle opgaver og indkøb til det nye år OG igen på ubestemt tid!

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, og derfor havde jeg også spottet, hvor december ville ende. Jeg søgte i en fart et nu og her job, så jeg hurtigt kunne skaffe blot et minimum af indtægt i den tid, vi stod foran.

En ny hverdag

Med mere end 30 års salg i tasken var det nærliggende at søge et salgsjob, så det gjorde jeg. Onsdag den 1. december startede jeg som sælger i den pågældende virksomhed. Min oplæring startede allerede to dage før min tiltrædelse med et introduktionsmøde hos min kommende arbejdsgiver. Her blev vi alle præsenteret, introduceret og uddannet i produkter, værdier, kommunikationsformer og fik lejlighed til at stille spørgsmål og få en rundvisning.

Mit team bestod af forskellige typer mennesker. Alt fra selvstændige, flexjobbere, studerende, fastansatte med baggrund i salg fra butik, fra B2B og fra B2C, i alle aldersgrupper og med mange forskellige baggrunde og kvalifikationer. Søde mennesker, dygtige, top professionelle og favnende mennesker, mennesker der
gerne ville hinanden. En arbejdsplads der trods næsten mindstelønninger overraskende nok også tilbød pensionsordning og sundhedssikring m.m., en arbejdsplads med ordnede forhold, overenskomst, sund kultur og trivsel.

Vi skulle arbejde efter helt klare standarder, ikke noget med ”pres-salg”, ”ingen varer i halsen på kunden-salg”, kun den gode samtale og det frivillige køb. Aldrig en handling, der kunne skade virksomhedens gode navn og det, de kontinuerligt arbejder for at skabe. Så retningen var klar!

Den første dag var sidemandsoplæring, den næste en tøvende start, der hurtigt blev til et ønske om at blive lige så dygtig som de øvrige i teamet. Når jeg sad og lyttede med på samtalerne fra de øvrige i teamet, var jeg dybt imponeret over deres tålmodighed, deres sans for detaljer, deres smilende stemmer i telefonen og den sobre måde de kommunikerede på.

Indsigt eller mangel på samme

Lidt skamfuld må jeg jo indrømme, at jeg har haft store fordomme. KÆMPE STORE fordomme. Nøjagtigt som alle andre. Telemarketingsælgere – føj for en ulykke, og hvordan i himlens navn kunne jeg så havne der?

Det kunne jeg, fordi der ikke var andre alternativer lige der. Det kunne jeg, fordi det var den jobannonce, der dukkede på de sociale medier, da jeg var mest i knæ, og et job hvor jeg ikke skulle igennem et tre måneders rekrutteringsforløb. Det kunne jeg, hånden på hjertet, fordi det var et job, jeg kunne komme ud af igen ret hurtigt – eller fortsætte med at have som supplement til min egen virksomhed på fordelagtige vilkår, endda hjemme fra mit eget hus, hvis det var det, jeg ønskede.

Og nu kommer det så, det jeg gerne vil dele med jer.

Du skal fucking aldrig ringe til mig igen! Dig gider jeg sgu ikke snakke med! Jeg er sgu da på arbejdet! Hvis du nogensinde ringer igen, så slæber jeg dig i retten! Hvis du ringer igen, finder jeg ud af hvor du bor! Det er 10. gang, I ringer, nu må det simpelthen være nok! SLAM, SLAM, SLAM, rør der bliver kastet på …

Ja, jeg ved det godt, der er travlt derude, hver evig eneste dag. Vi ved godt, hvor mange gange vi har talt sammen, det kan vi se i vores system, og nej vi plager ikke potentielle kunder 10 gange i træk, vi prøver faktisk at opfører os sobert.

I mit team gik vi alle på arbejde med stolthed. Vi gik på arbejde for at hjælpe vores kunde. Vi gik på arbejde for at gøre en forskel. Vi gik på arbejde for at samarbejde, gøre vores bedste og sælge kundens produkt på seriøs og ordentlig vis.

Telemarketingsælger, bare ordet kan få de fleste til at ryge op i det røde felt, til ikke at kunne styre deres kommunikation – ikke den positive i hvert fald.

Hvad tager længst tid, at svare ordentligt eller at svare grimt? Hvad skaber bedst stemning resten af dagen, at svare pænt eller at svare grimt?

Vil du tale sådan til dine nye potentielle kunder, samarbejdspartnere og andre, der ringer for at tale med dig i løbet af dagen? Nej, vel?

Det kunne i princippet være din kollegas-/samarbejdspartners datter, søn, kusine, en tidligere kollega eller en anden bekendt, der sad som telemarketingssælger den dag, du talte grimt eller kastede røret på. Så hvad er det, der gør, at det er ok at tale grimt til telemarketingsælgere?

I mit team mødte vi ind fra kl. 8.00-17.00, en helt normal arbejdsdag, og alligevel fik vi rigtig meget skæld ud over, at vi kunne finde på at ringe i normal arbejdstid, men hvornår skulle vi ellers ringe? Vi er jo helt almindelige mennesker med et helt almindeligt arbejde og familier og liv ved siden af … og hvis vi forstyrrer på lige fod med alle andre, der kontakter dig i løbet af dagen, så beklager vi jo mange gange, og vil gerne ringe igen på et andet og mere passende tidspunkt, nøjagtig som alle andre sælgere og konsulenter, der ringer og gerne vil sælge noget!

Livets læring – man bliver aldrig for gammel …

Min undren er ikke en pegefinger. Jeg røg jo selv i fælden og sad og skammede mig de første dage. Jeg har givetvis selv kastet røret på til en hæmningsløs telemarketingssælger, der ikke ville stoppe, som fremstod usympatisk og ikke forstod et nej. Jeg har også skældt ud og smidt røret på, men kun overfor dem, der har opført sig grimt – hvilket jo heller ikke er i orden, for uanset hvad, så smitter negativitet!

Jeg kan bare sige, at de fire uger har været utroligt lærerige. Jeg har lært meget om mig selv og mine egne fordomme, men jeg har givetvis også lært meget om den danske befolkning og om telemarketingsalg.

Mange telemarketingssælgere udfører gode gerninger hver dag. De taler med alle dem, der er glemte, ensomme som har det svært, og de gør det med glæde og omsorg. De taler med din søster, din bror, din mor, din far og din bedstemor og bedstefar eller den ensomme borger, der ikke har andre – og de gør det med fornøjelse. Så ud over at gå på arbejde og blive skældt ud på daglig basis til en månedsløn på ikke meget over kr. 18.500, så udfører de et vigtigt stykke socialt arbejde – og det havde jeg virkelig ikke skænket en tanke!

Så et KÆMPE TAK til alle de udskældte telemarketingsælgere, der bare passer deres arbejde og opfører sig ordentligt, jer skal vi sætte pris på, og jer skal vi tale ordentligt til og behandle med respekt – lige som vi forhåbentlig behandler hinanden og resten af Danmark.

Det kan være sundt, at stige ned fra sin høje hest engang imellem og se sig omkring … – det var det i hvert fald for mig!

Fotograf: Andre Hunter

Din IQ falder i takt med dit forbrug af e-mails og sociale medier!

Din IQ falder i takt med dit forbrug af e-mails og sociale medier!

Det var den besked, vi fik til mit sidste netværksmøde i Silkeborg Future Tech Group.

I gruppen har vi den efter min mening fremmeste facilitator af dem alle inden for viden om digitalisering, fremtidsforsker Louise Opprud Jakobsen. På mødet fik vi alle de nyeste indsigter og opdateringer fra den netop overståede Web Summit i Lisabon, hvor 42.000+ deltagere var samlet til det, Forbes kalder ”The best techonology conference on the planet”. 4 dage med mere end 700 eksperter og indlægsholdere.

Forsker og computervidenskabsprofessor ved Georgetown Universitet i USA, Cal Newport, er blandt andre en af dem, der har forsket i fremtidens udfordringer i forhold til digitalisering og arbejdsformer, og det er skræmmende resultater.

Informania er værre end Marihuana – det sænker vores IQ, så der er i den grad brug for slow track/deep work/reflective work (kreativ problemløsning, at lære nyt, originalitet) som modsvar til det, der ødelægger vores IQ og udvikling.

Herhjemme forskes der også i digitalisering og den indflydelse, det har på os mennesker. Sidste nye forskning fra DTU viser, at vores opmærksomhed/fokus (attention span) fastholdes mindre og mindre og i kortere og kortere tid år for år. Vores systemer ødelægges af de sociale medier og ”hoppen” fra et medie til et andet, fra en besked til en ny! Det underbygger i den grad Cal Newports forskning.

Så hvordan skaber du ro til fordybelse, slow track/deep work og det reflektive arbejde i din virksomhed eller i dit privatliv?

Da jeg begyndte udviklingsarbejdet med Tankevækkerne for tre år siden, var det for at skabe et værktøj, der kunne imødegå stress, ensomhed og manglende kommunikation – både i virksomheder og privat. Jeg vidste fra mine undersøgelser, at de unge valgte ”det fysiske møde” med kortene frem for det digitale, og derfor blev udgangspunktet også den trykte udgave af kortene.

Lige nu giver det ekstra god mening!

Kortene kan ud fra ovenstående udfordringer medvirke til at få os væk fra alt det, der støjer. De kan aktivt hjælpe med at øve refleksionsmusklerne og skabe dybde både i tanke og i handling – pauser fra det reaktive/fast track/shallow work som e-mails, møder, sms, sociale medier, nyheder og opdates.

Det bedste er i al sin enkelthed, at de også kan skabe sunde fællesskab.

Jeg har sagt det før, det ved jeg godt, og nu siger jeg det igen. Ensomhed fylder i verden, og det er ikke mindst affødt af den digitale tidsalder, hvor attention span støjer og skaber en zapperkultur, der fastholder os på den ene eller den anden skærm, så vi ikke går glip af noget og til stadighed får vores daglige portion af likes (anerkendelse). Samtidig sender det en ukendt del af befolkningen ud på en vandring af utilstrækkelighed og ked-af-det-hed, fordi de via spejling i andres opslag og likes bliver bevidstgjorte om, hvor få likes og hvor lidt anerkendelse de selv modtager.

Det er vi nødt til at tage hånd om. Forskning har vist, at ensomhed er noget, der kan ramme os alle, også svær ensomhed – uanset alder og samfundsgruppe. Ensomhed estimeres til hvert år at koste samfundet mindst 8,3 mia. kr., og det er blot den økonomiske del. De menneskelige omkostninger er langt højere.

I Japan har man i år ansat en ensomhedsminister, hvilket understreger størrelsen på udfordring. En udfordring, der optager regeringer over den ganske verden, og som anses for at være af stor betydning på alle niveauer i samfundet.

Desværre har mange virksomheder berøringsangst i forhold til at tale åbent om ensomhed. Det er også et voldsomt sårbart emne, men hvis vi vil dæmme op for stress, skolevægring (der måske i fremtiden hedder arbejdsvægring) og psykiske lidelser som følge af ensomhed, så er vi nødt til at tale mere og bedre sammen.

Man kan vist roligt sige, at fremtiden er tankevækkende!

Så hvordan taler I om digitalisering, distance og ensomhed i din virksomhed? Er dine ledere klædt på til at skabe trygge rammer og til at reflektere sammen med kollegaer? Har I værktøjet til sådanne samtaler?

www.kotu.dk kan du læse mere om Tankevækkerne, måske de kan hjælpe til anderledes refleksioner og samtaler i din virksomhed!

Kontakt mig gerne på 2924 9098, hvis du vil se hvordan de virker i virkeligheden. Der er også mulighed for at blive klædt på til at bruge kortene via workshops.

Del kagen …

Del kagen …

Lige nu holder hovedparten af vi danskere efterårsferie. Mange er aktive, rejser ud og gør en masse ting sammen med familie og venner. Ting og oplevelser vi hver især kommer tilbage på vores arbejdspladser, i skoler og på institutioner og fortæller om, når ferien er slut.

Alt for mange er ensomme, og det bliver særlig synligt i ferierne. Derfor er det måske nu, du har overskud til at gøre en forskel ved at invitere en ensom naboen, genboen eller en i dit netværk på kaffe og kage.

Selvfølgelig er det ikke dit ansvar alene, at andre er ensomme. I min optik er vi alle forpligtede til at drage omsorg for hinanden. Hvem ved, hvornår ensomheden rammer os selv eller vores børn og unge? Så ville det da være rart, at der til den tid var nogen, der rakte hånden frem mod os …

Det er nu du og din familie har chancen for at invitere den kammerat fra børnehaven, klassen eller fra gaden, som I inderst inde godt ved, har det svært og er ensom.

Vi kan alle lære noget nyt om os selv og hinanden, når vi er modige nok til at spejle os i dem, vi ikke ligner. Det er godt for os, for vores børn og for vores samfund. Det skaber gensidig tolerance, forståelse, omsorg, indsigt og nysgerrighed. Værdier der er vigtige for os alle på vores vej gennem livet, så vi kan navigere respektfuldt og med øje for det fælles bedste.

Åbn din dør for et andet menneske, og få en gave der rækker langt ud over det, du investerer!

Rigtig god ferie.

Foto: Henry Be

Brøler du bare?

Brøler du bare?

Hvilke forudsætninger/kompetencer kalder fremtiden på blandt vores børn og unge?

Jeg er optaget af min facilitatoruddannelse i Billund hos CoC Playful Minds, hvor der er fokus på børn og unge i forbindelse med facilitering og samskabelse.

Noget af det, der har bidt sig ekstra fast i mit hoved, er det forhold, at vores kreativitet topper og langsomt forsvinder fra 10-års alderen, hvis vi ikke gør noget!

Hvordan får vi den så tilbage igen? OG hvad betyder det, hvis vi ikke gør?

Forskning har vist at kreativiteten stiger 60% under en gåtur, og oplevelsen sidder langt længere i kroppen. Lad os derfor håbe, at tendensen med Walk&Talk og gåture i landets skove fortsætter – i fritiden såvel som under arbejde og uddannelse.

Måske bør folkeskoler og uddannelsesinstitutioner henlægge en del af deres undervisning til gåture. Det vil måske endda afhjælpe nogle af de mange udfordringer, der vokser frem omkring ensomhed og angst.

Betyder det noget, at vi ikke tør være kreative, at vi ikke udfolder vores fantasi? Er det derfor, vi bliver begrænsede og angste for at fejle i vores voksenliv? Det leder til endnu et spørgsmål. Hvis vi ikke tør fejle, hvordan skal vi så udvikle os og lære?

Det er tankevækkende at mange af os som børn elsker at tegne små figurer, pindemænd og -koner, fantasien hjælper os på vej, det behøver ikke at være perfekt, historierne opstår undervejs, og vores fine tegninger bliver til eventyr, vi stolte viser frem. Vi prøver os frem og er ikke begrænsede af alt det, vi senere i den bevidsthed, der opstår omkring tredje klasse, bliver bedømt på, og som viser sig enten at være korrekt gengivet eller forkert gengivet i vores tegninger.

Det vil sige, at vi i alderen 10-12 år lærer, at vi enten er gode eller dårlige til at tegne. Vi ved det faktisk ikke, før nogen fortæller os det, når de begynder at give os karakter, måle os op mod andre og korrigerer og synliggør, at vores tændstikmænd og -kvinder ikke er mere og andet end tændstikmænd og -kvinder. I den kontekst ligger det, at vores tegninger ikke er gode nok, og det registreres for første gang som et chok i vores bevidsthed, vores tryghed forsvinder, og oplevelsen sætter sig muligvis som et traume.

Jeg har mødt utallige voksne, der ikke siden 10-12-års alderen har rørt en farveblyant eller tegnet så meget som en krusedulle i angst for endnu engang at blive afsløret i, at de ikke kan tegne perfekte tændstikmænd og -kvinder. Nogle har i den sammenhæng glemt at fortælle dem, at det slet ikke er resultatet, der tæller, men processen og vejen derhen.

Hvem husker ikke det foldede stykke papir, hvor man tegnede videre på hinandens tegning og til sidst fik et fantasidyr eller en fantasifigur i mangfoldige farver og med mangfoldige udtryk? En fantastisk historie blev formidlet i fællesskab, og enhver bragte sit med til tegningen, alle havde værdi for historien.

Så er det, der mangler, for at vi kan udvikle vores fantasi og kreativitet, blot tryghed!

Koblet med den viden vi har, om at børn i dag har en meget mindre aktionsradius (bevægelsesfrihed) i forhold til tidligere – hvilket igen har store konsekvenser for deres fysiske og psykologiske udvikling, kunne man måske afhjælpe flere fremtidige udfordringer i undervisningsformen, ved at kigge på leg og læring.

Det, vi kigger ind i, i Billund og på uddannelsen som facilitator, er i særdeleshed samskabelse med børn. Her har vi et særligt fokus på tryghed. Tryghed i gruppearbejde. At skabe tryghed i form af refleksioner to og to frem for mange elever i grupperne. At vænne børn til korte refleksioner med forskellige partnere i hverdagen.

Måske gælder det også for vores unge, måske har de også brug for mere tryghed!

Måske har de brug for at finde tilbage til deres kerne af kreativitet, få deres bevægelsesfrihed tilbage og skabe trygheden to og to ad gangen, så fundamentet til resten af livets udfordringer kommer rigtig på plads, og de får lyst og mod til at udfolde sig igen – alle sammen!

I et samfund, hvor alting ændrer sig i hast, hvor kravene til den enkeltes faglige kompetencer og det akademiske niveau er blevet skyhøje, hvor det er en forudsætning at være forandrings- og omstillingsparat, at kunne samarbejde tværfaglig og i teams, være agil og forstå det digital mulighedsrum, er udfordringerne til at få øje på i forhold til de omkostninger, der er begyndt at dukke op hos den kommende generation.

Måske er det på tide at stoppe op og tænke over fremtiden og de værktøjer, der er til rådighed ud fra de krav, vi stiller. Er de tilstrækkelige? Hjælper det at gøre mere af det samme, eller skal der helt nye metoder i brug? Skal vi måske have den helt grundlæggende tillid tilbage på banen?

“Børn skal have en opdragelse, der svarer ikke til den nuværende, men derimod den fremtidigt bedre tilstand for menneskeheden. Det vil sige, til meningen med menneskeheden og hele dens bestemmelse” (Immanuel Kant 2000, 58).

Det, der vejer tungest i forhold til at arbejde succesfuldt i teams/grupper – som jo er en forudsætning for at lykkes som menneske i dag, er særligt tre kompetencer:

Relationskompetence

Refleksionskompetence

Meningskompetence

Disse tre kompetencer skal mestres af det enkelte menneske, hvis vi som samfund skal overleve.

Derfor er det en forudsætning, at dem, det handler om, skal inddrages!

Vi kræver mange ting og sætter ofte barren højt i vores bestræbelse efter at skabe resultater, men hvis vi ikke gør os den ulejlighed at spørge, hvad der giver mening for dem, der tegner vores fremtid, så misser vi den åbenlyse chance for at samskabe et bedre og mere holdbart fundament – og måske køber de i virkeligheden ikke ind på vores præmis, så kan vi jo stå der med alle vores krav, ene og alene …

”Fremtiden kalder på fællesskaber. Når man ved, at globalisering er et livsvilkår, at læring er socialt-kulturelt betinget, at kundskaber i sig selv har en hurtig udløbsdato, at omsætningshastigheden på viden stiger og stiger, at uddannelsessystemet skal levere livsduelige mennesker og effektive medarbejdere, så er fremsynet undervisning og opdragelse i skolen nødvendigt! ” (Helle Bjerresgaard, Kvan. S.54-69, Tidsskrift for læreruddannelse og skole nr. 107.)

Så hvilke tanker gør du dig om fremtiden og dine børn og unges lykke? Fremtidens arbejdsplads og samarbejdsformer?

Måske giver CoC Playful Minds samskabelsesstjerne, det etiske ansvar/bevidste børnesyn også mening for dig:

En fælles sag – engagerende fællesskab om at skabe noget sammen

Meningsfuldhed – motivation og glæden ved at fordybe sig sammen med andre med forskellige formål

Ligeværd – ligeværdige relationer og anerkendelse af den nødvendige forskellighed

Tillid – tillidsfulde relationer og rum der skaber tryghed til hinanden og til processen

Tydelige rammer – troværdighed i forskellige formål, proces, aftaler, relationer og roller

De kan noget helt særligt hos CoC Playful Minds. Det starter med vores børnesyn. Fremtiden skal samskabes med dem, der skal leve i den …

Fotograf: Jean Wimmerlin

Når konkursen rammer

Når konkursen rammer

Konkurs er ikke kun en erhvervsting, det er også personligt, så hvordan føles det?

Jeg lever i dag af at rådgive andre om deres arbejdsliv, deres strategier, samarbejdet i ledelsen og på tværs af deres organisation. Jeg hjælper kort fortalt virksomheder med at skabe bedre resultater via deres kommunikation og interne trivselsarbejde. Jeg rådgiver også i privat regi som coach for par, singler og unge med udfordringer.

Hvad berettiger mig til det? Er jeg klogere, bedre og har mere erfaring end dem, jeg rådgiver?

Hm, nok ikke, men jeg har gjort det til min levevej, og derfor har jeg gennem de sidste mange år søgt indgående viden og ad den vej fået indsigt og læring om lige netop de ting, der spejler adfærd, kommunikation og konflikthåndtering. Jeg har lagt mig fladt ned i mit eget liv og kigget på alt det, der er gået godt, og alt det, der ikke er, og så har jeg kogt lagen godt og grundigt ind og rejst mig igen for at hjælpe andre i lignende situationer. Jeg har naturligvis også uddannet mig undervejs, så jeg kan dokumentere, at mine værktøjer er valide og virksomme.

I kender det garanteret godt, det der med at sidde på en café og kigge på mennesker i stilhed. Se hvordan vi gebærder os, se hvordan vi gestikulerer, hvordan vi spejler os og taler med hinanden og andre. Det er en enorm lærerig måde at betragte livet, kulturen og det enkelte menneske på.

Sådan har jeg i de sidste mange år betragtet dem, jeg har mødt – professionelt og privat. Set hvordan de har været i livet, set deres glæder og sorger, betragtet deres konflikter, adfærdsmønstre og ageren. Uden at dømme har jeg noteret mig, hvordan vi som mennesker agerer og bevæger os rundt blandt hinanden, hvad der skaber læring og udvikling, og hvad der ikke gør.

Og ikke at jeg tager patent på sandheden, men det har givet mig en særlig indsigt. En særlig viden og en nysgerrighed på, hvordan vi løser konflikter, bliver klogere og tackler udfordringer. Hvad siger vi med vores krop og sprog, verbalt og non-verbalt, og hvordan kommer vores intuitive sprog op til overfladen, når vi bliver presset. Vores systemer og mønstre ligger så dybt og så forankrede, at vi mange gange rent retorisk ikke selv har kontrol over den kommunikation, der dukker op i de enkelte situationer – i hvert fald så længe vi ikke er bevidste om det!

Med udgangspunkt i min læring, mit arbejde med trivselsfremmende adfærd i virksomheder, mit coachingarbejde og med baggrund i min egen konkurs tilbage i 2016, holdt jeg i juni et to-timers indlæg om krise-psykologi i forhold til, hvad der er afgørende i dialogen med en kriseramt person og dennes familie. Alle de spor der sætter sig og skaber den platform, hvorfra man enten kan træde ind i offerrollen og lægge sig ned eller rejse sig som kriger og kommer videre i livet.

Indlægget blev afholdt for 20 af landets Early Warning konsulenter på deres 2-dags seminar, der blev afholdt for første gang i år.

For at give et lille indblik i den verden man befinder sig i som kriseramt/konkursramt, benyttede jeg en øvelse, der var designet til at udfordre de enkelte deltagere på deres grænser og intimitet – nøjagtig som kriseramte mennesker rammes, hver gang de møder et andet menneske og skal dele deres historie, frivilligt eller tvunget.

Jeg bad hver deltager trække et Tankevækkerkort/samtalekort fra de tre borde nederst i lokalet, hvor jeg havde bredt kortene ud. Hvert kort har et billede på den ene side og et livscitat på den anden. Kortene har jeg selv udviklet gennem årene. De aktiverer det der ligger øverst i bevidstheden hos den enkelte, så når spørgsmålet/opgaven er defineret, vil øjet automatisk fange det billede eller den sætning, der kan frisætte det, der presser sig på.

Inden de begav sig ned i lokalet, fortalte jeg dem, hvad opgaven gik ud på. De skulle hver især trække det kort, der tiltrak deres øje. Herefter skulle de finde sammen to og to med en de ikke kendte eller havde ringe indsigt i, og så skulle de fortælle hinanden noget personligt, de aldrig tidligere havde delt med nogen og vigtigst af alt, så skulle det være en grænseoverskridende oplevelse, tangerende det intimiderende, de skulle dele med hinanden. Det var ikke historier, der efterfølgende skulle deles med de øvrige deltagere, men de skulle bryde grænser med hinanden.

Der blev meget stille i lokalet, og da de kom tilbage efter 10-15 minutters samtale, vidste jeg erfaringsmæssigt godt, at mange havde talt om alt muligt andet og slet ikke havde haft lyst til at dele sådanne oplevelser – det var i virkeligheden det, opgaven gik ud på at belyse.

Det kastede lys over, hvor svært det er som menneske i almindelighed, at dele de ting, der betyder noget for os hver i sær. Særligt de ting, der er svære og gør ondt. Så når et konkursramt/kriseramt menneske, bliver invaderet af advokater, bankfolk, revisorer, erhvervskollegaer, behandlere, jobcenterkonsulenter og mange andre, der træder ind i ens liv og pludselig forventer at få adgang til det mest intime, så bliver det en udfordring. Det personlige værn, man tidligere har haft, som har skærmet en mod krænkelser og intimidering, er pludselig fjernet. Alt bliver endevendt, og der er stor risiko for, at man føler sig rendt over ende.

Selv den advokat, man har hyret, bliver pludselig bankens bedste ven, og fordi man aldrig har stået i situationen tidligere, er man slet ikke forberedt, kender ikke forløbet, ved ikke at det er sådan gamet fungerer, og at et konkursforløb kan vare et helt år eller længere, før den endelige konkurs er stadfæstet, og man måske kan rejse sig og komme til hægterne igen.

Det føles, som om man er tilskuer i sit eget liv. Som om man befinder sig i en boble/et vakuum, hvor man dag for dag bliver mere og mere afklædt, og fordi man fra den ene dag til den anden pludselig går fra at være stor succes til stor fiasko (i eget hoved), bliver man fuldstændig handlingslammet i en lang periode.

Nøjagtig som de 20 konsulenter pludselig blev det, da de skulle dele intime oplevelser med en fremmed, den dag på deres seminar. Følelsen af ikke at kunne sige nej, men samtidig ikke have lyst til at give personlig indsigt til en fremmed, er nøjagtig den følelse en konkursramt/kriseramt person går rundt med. De kan ikke sige nej tak.

Det kræves af dem hver dag, måske gennem et helt år eller længere, at de lægger alle informationer på bordet, åbner op for deres livsværk og deler ud af de mest intime detaljer, privat og erhvervsmæssigt.

Mange gange gennem en lang og opslidende konkurs/krise glemmer advokater, bankfolk, revisorer og alle andre at spørge om det mest basale og helt grundlæggende: Hvordan har du det i grunden, sådan helt inde i dit hjerte? Kan du sove om natten? Får du noget at spise? Hvem har du at tale med om alt det her? Ofte er man alene, man kan ikke engang tale med familie eller venner om tingene. Det er jo skamfuldt, og man føler skyld, fordi man er endt i en konkurs-/krisesituation, og økonomisk hiver man måske familien med i faldet. Alt ender med at blive mekanisk, noget du bare gør, fordi andre beder om det.

Derfor var det en virkelig lærerig oplevelse, da konsulenterne skulle ”blotte” intime detaljer om sig selv over for en ”fremmed”, og reaktionerne udeblev bestemt heller ikke.

Efterfølgende blev jeg kontaktet af flere af deres konsulenter for yderlige dialog. En af dem udtrykte følgende på deres interne platform:

”I juni 2021 deltog vi i Early Warning regi på et to-dags Livline-kursus i Vejle – i øvrigt et godt kursus!

Jeg vil gerne fremhæve et indlæg, der omhandlede krise-psykologi, hvor Annette Friese havde et (personligt stærkt) indlæg, om hvad der sker med en virksomhedsejer, hvor succes bliver til fiasko, og fiasko til succes. Annette har skrevet bogen ”Kan du høre dit hjerte kalde?” som jeg efterfølgende købte. Jeg kan anbefale jer at købe bogen – den gav god værdi for mig.”
(Knud Qvist Lauritsen, Early Warning Rådgiver siden oktober 2015)

Indlægget og tilbagemeldingerne fik mig til at reflektere over alt det, der er hændt i mit eget liv siden 2016.

Intet er let, alt er svært i en krise, særligt første gang! Til gengæld er alt også muligt – og gevinsten er den læring, der følger med på godt og ondt. I morgen er en ny start!

Har jeg været nervøs gennem Covid-19? Det kan du bide skeer på, at jeg har!

Har jeg hængt i nødbremsen og tænkt konkurs igen? Åh ja, mange gange!

Hvad er anderledes denne gang? Jeg har prøvet det før, og jeg ved, at jeg kommer igennem det som menneske, hvis uheldet igen skulle være ude!

Hvad har tidligere konkurs lært mig? At bede om hjælp. Jeg er ikke vanvittig god til det endnu, men jeg øver mig hver dag, for det er vigtigt!

Hvad er mit bedste råd til konkursramte/kriseramte erhvervsledere? Lad være med at gemme dig, rank ryggen og bed om hjælp i tide. Du har uden tvivl gjort dit bedste, og i det mindste har du haft hånden på kogepladen og prøvet – alternativet var værre!

Hvad husker jeg bedst fra min egen konkurs? En god ven hviskede mig i øret, da jeg hang længst ude på grenen, lige før konkursen ramte: Vi har alle sammen prøvet at være helt tæt på en konkurs, Annette, ingen går fri, nogle er bare heldigere end andre og klarer rejsen tilbage på solid grund i tide. Så der er ikke noget at være flov eller skamfuld over!

Den sætning har jeg taget med mig videre ud i livet. Det var de ord, der gav mig luft, og de ord, der hjalp mig op igen. Om det så er held eller dygtighed, der hjælper folk gennem en krise, det er nok en sandhed med modifikation, men dem, du omgiver dig med i din hverdag, er også dem, der hjælper dig tilbage på sporet – eller ikke. Så det er måske værd at kigge dig omkring og spørge dig selv, om det er den besætning, du har lyst til at have ombord, hvis stormen rammer – både privat og i erhvervsregi!

En bankdirektør sagde engang til mig, da han hævede renten: Det er dyrt at være fattig – og det er sandt!

Men tro flytter bjerge, og konkurs eller krise er kun et øjebliksbillede i et helt liv, og den læring, der følger med, er uerstattelig – mange gange gør det dig i virkeligheden til et langt bedre menneske.

Har du lyst til at læse mere om Tankevækkerne, købe dem eller min bog, finder du begge dele på KOTU’s hjemmeside www.kotu.dk – (kortene kommer på lager medio august)

Ønsker du at tilmelde dig min blog – og i fremtiden modtage mit seneste blogindlæg direkte i din postkasse, kan du gøre det lige her: https://kotu.dk/kontakt/kontakt-info/

Sidst, men ikke mindst, kan du læse mere om Early Warnings fantastiske arbejde med kriseramte virksomheder https://earlywarning.dk/om-early-warning/om-early-warning 

Hold snitterne for dig selv

Hold snitterne for dig selv

Lige om lidt går jeg på ferie. Det er første gang siden 2017, så jeg har virkelig glædet mig.

Jeg har op mod ferien i mit terapirum haft en del besøgende, som jeg har coachet og sparket kærligt bagi. Det har både været unge med udfordringer, familier og par. Fælles for dem alle er, at kommunikationen halter voldsomt. Træthed og slid har sat sig, og overskuddet til at forstå hinanden kan ligge på et meget lille sted.

De har selvfølgelig ikke noget umiddelbart ønske om at misforstå hinanden, pege fingre eller skændes, men måske fordi kærligheden, omsorgen og fællesskabet er blevet overset i hverdagens travlhed, er de endt lige der, hvor forståelse og overskud til at se hinanden, virkelig se hinanden, er forsvundet.

I Danmark er vi ret gode til selvudvikling og ret gode til ”jeg”, måske er vi knap så gode til fællesudvikling og ”vi”. Ikke af ond vilje, men fordi vi jo ikke kan være noget for andre, hvis vi ikke kan være noget for os selv – eller det er i hvert fald det, vi får tudet ørene fulde af. Du skal lære at elske dig selv først …

Jeg siger det jo selv til dem, der kommer i mit terapirum, og jeg mener det virkelig. Desværre er jeg’et i bund og grund også en af de væsentligste årsager til, at det går galt i så mange forhold.

Når først vi begynder at arbejde indad, og vi finder os selv, finder vores indre jeg og den kraft, der er medskaber til vores liv, og de valg vi træffer, så er det også den læring, vi tager med os ud i livet. Det er den indsigt vi møder andre med, og den kraft der styrer vores valg. Her er det jeg’et, der råder. Jeg’et der styrer, og jeg’et der sætter dagsordenen.

Jeg’et tager vi med os hver dag på arbejde, i fritiden og i familien, og måske er det derfor, der opstår et vakuum og en forvirring, når vi i parforholdet, i familien og i vores omgang med andre strander og møder modstand. Måske havner vi oven i købet i flere dårlige konflikter, end vi behøver.

Sandt er det i hvert fald, at vi uforvarende glemmer at spørge, hvad vores omgivelser har brug for. Ofte tager vi udgangspunkt i vores egne behov og transformerer dem til andres behov. Vi får ikke forventningsafstemt, men går ud fra at vi ved, hvad andre har lyst til og behov for. Vi syntes, at vi kender deres ønsker og behov. Det gør vi bare ikke altid.

Ofte bruger vi et helt liv med at syntes og tro om andre.

Vi vil umiddelbart altid tage udgangspunkt i vores egne behov og ønsker. Derfor tror vi også, at vores ”gave” til andre bliver modtaget i samme ånd, som den bliver givet, hvilket er langt fra sikkert.

Gary Chapman spørger i sin bog Kærlighedens 5 sprog, om du og din partner taler samme sprog. Det er et ret godt spørgsmål, og et spørgsmål der også kan stilles i forhold til dine børn, dine venner og dine kollegaer – fysisk berøring skal i givet fald tolkes anderledes end i parforholdet og mere i retning af en hånd på skulderen eller et knus/kram, afhængig af den enkelte.

Typisk har man 1-2 sprog, der ligger højest på barometeret, og som giver glæde og sommerfugle i maven.

De fem sprog er:

 

Anerkendende ord

Tid til hinanden

At modtage gaver

Tjenester

Fysisk berøring

 

Så hvis dit eget kærlighedssprog er berøring, og din kæreste ikke har berøring som et kærlighedssprog, der hitter, vil jeg klart anbefale, at du holder snitterne lidt for dig selv i sommerferien. Man vil altid være tilbøjelig til at bruge sit eget kærlighedssprog som ”gave” til den anden part, derfor vil du formodentlig bruge det meste af ferien på at røre ved din kæreste, da det jo er den ultimative lykkefølelse for dig selv.

Det vil dog være spildte kræfter og i bedste fald blot skabe irritation – i værste fald skilsmisse.

Det er er en rigtig god idé at finde ud af, hvad der er din kærestes kærlighedssprog, så du ikke kaster perler for svin, men bruger dit krudt rigtigt. Det ligger dybt i os alle, at vi gerne vil glæde den/dem, vi elsker. Vi ønsker inderligt at gøre hinanden lykkelige, og for det meste beror negative konflikter på misforståelser og manglende indsigt.

Dit kærlighedssprog kan være lige så forskelligt fra din partners, som kinesisk er fra dansk – Gary Chapman

Derfor giver det god mening at gøre sig umage med at finde hinandens kærlighedssprog og behov. Forventningsafstemme og drage omsorg for hinanden – både i hverdagen og i ferien.

Af samme årsag tager jeg derfor heller ikke på ferie uden at forventningsafstemme. Selvom vi har været venner og kendt hinanden i mange år, er det første gang vi skal afsted på ferie sammen, så over en hyggelig middag i sidste weekend tog vi de første spadestik til ferien og fik forventningsafstemt med hinanden. Det betyder, at vi begge trods det, at vi aldrig tidligere har holdt ferie sammen, føler os trygge, og hver især er blevet hørt og forstået i vores ønsker til det at holde ferie sammen. Det kan derfor kun blive godt!

For alle dem, der kommer i mit terapirum, gælder det samme. Hver gang de får øje på deres og andres kærlighedssprog, går der et lys op for dem. Det er så meget lettere at vise respekt og bringe gaver, når man ved, hvad der gør hinanden glad og lykkelig. Der er ingen grund til, at man gennem et helt liv gør sig umage med noget, der aldrig vil blive opfattet af den, man elsker, som en kærlighedsgave – blot fordi man ikke sender på samme kanal og i misforstået godhed, giver det, man selv ønsker i troen på, at det, er den ultimative kærlighedserklæring …

Rigtig god ferie!

Hvor mange af dine kollegaer føler sig ensomme – og hvorfor er det dit problem?

Hvor mange af dine kollegaer føler sig ensomme – og hvorfor er det dit problem?

Det er det, fordi ensomhed rækker længere ind i arbejdslivet, end du regner med.

Netop nu er 77 organisationer på tværs af sektorer, brancher og fagområder gået sammen i en appel til Danmarks politikere. En appel om at TAGE ENSOMHEDEN ALVORLIGT!

Ensomhed kan ramme alle aldersgrupper. Det er ikke forbeholdt udfordrede unge med eller uden job og uddannelse. Alle kan rammes af ensomhed, uanset alder og samfundsgruppe.

 Sunde fællesskaber er ikke givet til enhver, og prisen på ensomhed estimeres til, hvert år at koste samfundet mindst 8,3 mia.

 Flere lande har på den baggrund etableret særlige ministerier og nationale strategier mod ensomhed; lande som England, Skotland, Wales, vores naboland Norge og senest har Japan udpeget en ensomhedsminister i februar 2021.

 Ordene er ikke mine, men stammer fra et inspirationsoplæg fra Røde Kors og Ældresagen med de 77 organisationer som medunderskrivere til en national politisk strategi mod ensomhed!

SAMMEN MOD ENSOMHED.

Ensomhed er en stigende samfundsudfordring, og lader vi ensomheden fortsætte med at stige, er der risiko for, at flere rammes af fysisk og psykisk sygdom, mistrivselen vil øges, og det kan i sidste ende gå ud over vores produktivitet og sammenhængskraft. 

  • 380.000 (over 8 pct.) voksne føler sig svært ensomme. Heriblandt 125.000 unge mellem 16-29 år (12 pct.)
  • Blandt ældre (65+) oplever 55.000 svær ensomhed
  • 6 pct. af børnene i alderen 11-15 år føler sig ofte eller meget ofte ensomme
  • Sygdom øger risikoen for ensomhed væsentligt. Har man multisygdom, er risikoen for svær ensomhed dobbelt så stor som for personer uden sygdom. Én ud af tre med længerevarende psykisk sygdom oplever svær ensomhed

Så, når du sætter fokus på trivsel og mental sundhed i din virksomhed i det kommende år, kunne det være en rigtig god idé at bringe temaet ensomhed ind i jeres trivselsarbejde og interne drøftelser på tværs af afdelinger, i ledelsen og i organisationen generelt.

Jo mere vi taler åbent om det, der foregår i skyggen, og som kun får kraft og magt, når vi holder det under låg, desto bedre arbejdsmiljø og plads til tværfaglige fællesskaber er vi med til at skabe. Med 380.000, der er ramt af ensomhed, findes der uden tvivl også et par stykker i din virksomhed, som kan bruge en kærlig hånd i ryggen.

Ensomhed er en samfundsudfordring vi i bund og grund alle kan blive ramt af, når vi enten kommer i krise, bliver syge, bliver forladte/skilte eller fra tid til anden har svært ved at finde vores plads i livet eller i fællesskaberne. Alle fortjener et godt fællesskab og mulighed for et lykkeligt liv sammen med andre!

Du kan finde det fulde oplæg på Røde Kors’ hjemmeside.

Hvis du syntes, det er svært at tale om, er der hjælpe at hente. Tankevækkerne er en række reflektions- og samtalekort, der kan bruges til en bedre dialog – med dig selv og andre.

Yderligere information om Tankevækkerne findes her på siden https://indd.adobe.com/view/313ae531-4af6-4f05-a73a-0d279e398488

 

Hvorfor er jeg så træt?

Hvorfor er jeg så træt?

Det er, som om jeg på et år er blevet 80 år gammel og ikke magter mit fuldtidsjob. Er det vaccinen eller er det mig?

Rigtig mange går rundt med netop denne følelse lige nu. Det er, som om vi ikke magter helt det samme som før – eller i hvert fald ikke på samme præmis. Tempoet er kommet ned i gear, og vi arbejder anderledes med opgaverne, end vi gjorde tidligere. Vi er stadig super effektive, men noget er alligevel hændt, noget har ændret sig i vores tilgang til arbejde og vores måde at være i livet på.

At vende fysisk tilbage på vores arbejdsplads giver en anden rytme end den, vi har oparbejdet gennem de sidste 14-15 måneder. Det støjer mere at være fysisk sammen, og at skulle forholde os til kollegaer, ledere og vores fysiske arbejdsplads kan være en stor udfordring lige nu. Det er længe siden, vi sidst har været fysisk i rum med andre end vores nærmeste, så det kræver noget andet af os, hver især. Det kan godt være udmattende.

Nu skal vi igen stå tidligere op. Vi skal være sociale og involverende. Lidt sat på spidsen skal vi også til at tænke over, hvordan vi ser ud, hvad vi har på, og hvad vi skal have til frokost den pågældende dag. Den gamle struktur vender tilbage, vi skal planlægge dagen på en anden måde, end vi længe har været vant til. Vi bestemmer ikke længere selv over dagen og over, hvordan vi planlægger vores tid. Nu skal vi igen passe ind i faste rammer. Det kræver mere, end vi lige regner med. Så selvfølgelig er vi ekstra trætte, og selvfølgelig tager det tid at komme tilbage til de vante rammer.

Forventningsafstemning

Det giver uomtvisteligt rigtig mange uhensigtsmæssige tanker, uro og uvished hos den enkelte medarbejder i forhold til hvad fremtiden bringer. Den enkelte står over for en række svære valg i forhold til fortsat at opretholde en sund og funktionel hverdag. En hverdag der kan rumme hensynet til både arbejde, familie og fritid på den måde, vi nu har vænnet os til at være sammen – og alene. Normer og individuelle behov har givetvis ændret sig.

Hvis der ikke er meldt konkret ud, hvordan I vender tilbage og i hvilken rækkefølge og under hvilke forudsætninger, kan det let skabe unødvendigt støj og stress hos den enkelte.

Det er vigtigt, at alle med ledelsesansvar i din organisation tager en 1:1 samtale med hver enkelt medarbejder i sin afdeling for at skabe tryghed og afmystificere fremtiden.

• Hvordan har den enkelte medarbejder haft det gennem de sidste 14-15 måneder? Hvad har været godt? Hvad har været knap så godt?
• Hvordan har resultaterne været i den forgangne periode arbejdsmæssigt?
• Hvad står der på ønskesedlen hos den enkelte medarbejder? Kan det indfries? Hvad er kompromiset?
• Hvordan har du bestået som leder gennem perioden?
• Få afstemt forventninger til fremtidens arbejdsplads. Hvad kan lade sig gøre, og hvad kan ikke lade sig gøre?

Udskamningskultur

Husk, at give plads til at dine medarbejdere kommer ordentligt tilbage. Sig højt, at det er i orden, at det tager lidt tid med at finde sig til rette. Det er en proces, og for nogle kan det være hårdere end for andre at vende tilbage til den fysiske arbejdsplads. INGEN er på fuld kraft fra dag et, det tager tid at socialisere sig igen.

På lederniveau er det vigtigt at få drøftet virksomhedens holdning til vaccination/ikke vaccination og krav til test ved fremmøde. Hvornår forventes det, at man lader sig teste? Er i arbejdstiden eller uden for arbejdstiden?

Der kan let opstå en udskamningskultur, hvis ikke ledelsen går ud med en fælles fortælling, og en fælles holdning til den rummelighed eller mangel på samme, man ønsker at signalere til både medarbejdere, samarbejdspartnere og omverdenen generelt.

Det er følsomt. Vi er ikke alle enige, og vi har ikke nødvendigvis samme udgangspunkt. Til gengæld har vi med garanti forskellig kultur, opfattelser og verdensbilleder. Der er mange følelser i spil, og derfor er det ekstra vigtigt at tage stilling og endnu vigtigere at formidle et fælles, tydeligt og konkret budskab, så alle er klar over, hvilken vej pilen peger og den holdning der ligger bag.

Velkommen tilbage!

Foto: Toa Heftiba