Hvilken energi kører du på?

Hvad er alternative behandlinger i grunden for en størrelse?

Alternative behandlinger er et pusterum. Det er muligheder for at forkæle sin ånd, sjæl og krop. Hvis det er sandt hvad Grundtvig siger – formidlet og udtrykt nedenfor af Hans Raun Iversen – og det tror jeg dybt i mit hjerte, at det er. Så er alternative behandlinger det frirum, vi alle har brug for i en travl hverdag.

Et samspil med en behandler, uanset hvilken behandlingsform der er tale om, er den stund hvor vi får opmærksomhed. Hvor vi kaster fokus på os selv og lader os forkæle. Det er her ånden bliver fyldt op, det er her vi får tid til at tænke dybere ind i vore indre lag, de lag vi sjældent tager os tid til at komme ned i, og hvor vores dybeste følelser og tanker ligger begravet, og venter på at blive kigget på og behandlet med opmærksomhed og nærvær.

I et frikvarter, en time eller to, hvor ingen støj, ingen krav, ingen børn, kone/mand, chef, kollegaer, ingen tilstedeværelse af nogen eller noget, som kræver noget af os. Kun en behandler der ønsker at give, fylde op og sende os ud i verden med ny og positiv energi, så ånden i os på ny kan binde krop og sjæl sammen, det er hvad alternativ behandling i bund og grund handler om. At give os kræfter til at mærke os selv, kæmpe for os selv og til at få øje på os selv og de udfordringer vi hver især har med os i livet.

Vi bruger udtrykket ånd i mange sammenhænge, uden at vi tænker over det, så der er faktisk ikke ret meget hokus-pokus over det. Udtryk som: “udført i den rette ånd”, “givet i den rette ånd”, “ånden i tiden” m.f. er helt almindelige taleformer i dagligdagen. Vi ved, at ånden er nærværende og en del af os. Og når vi ved det, så er vi også nødt til at huske at fodre den, så den forbliver aktiv.

”Ånd er i mennesket, hvad pengene er i verden”. Det er måske Grundtvigs mest slagkraftige udsagn om, hvad ånd er. Penge er den store drivkraft i verden. Just det samme er ånden i og for menneskelivet.

Ånden som bindeled
Et menneske består af krop, sjæl og ånd. Kroppen er det synlige ved os. Sjælen eller psyken er det usynlige, indre liv i os. Men det er ånden, der forbinder krop og sjæl. Det er ånden, der er livet i livet både i og mellem os – ja sågar i forholdet mellem Gud og mennesker.

Kraften i ånden
Ånd er magt eller livskraft, den ytrer sig gennem ord, virker kun i frihed og forbinder sig altid med konkrete menneskelige livs- og samværsformer. Ifølge den bibelske skabelsesberetning skabte Gud mennesket af det materiale, der var for hånden. Men først, da han pustede sin egen livsånde i vore næsebor, blev vi levende væsener. Først da kom der liv i os til krop og sjæl – og liv mellem os og mellem Gud og os.

Guds ånd
Ånden er livet i livet. Ånden er den livskraft, Gud selv har indpustet i os. Ånden blæser hvorhen den vil og virker, som den vil. I sidste instans er al ånd Guds ånd, selv om Gud ved sin skaberånd såvel som ved sin frelsende Helligånd kan give mennesker og sågar naturen og historien del i sin ånd.

Ånd og åndedræt er to sider af samme sag. Vores tale er åndelig, fordi den drives af åndedrættet, der sender luft gennem struben, der former talen. Men talen er også åndelig, fordi den – på usynlig og forunderlig vis – forbinder os med hinanden og med Gud selv. Sådan tænker Grundtvig. Og bedre kan der næppe tænkes om ånd.

Hans Raun Iversen, f. 1948, cand. teol. fra Århus Universitet 1976, lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet siden 1982

Alternative værktøjer til medarbejdertrivsel? Se mere på www.kotu.dk

Fotograf: John Towner

Kan ens hjerne eksplodere?

Kan ens hjerne eksplodere?

Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg kom virkelig i tvivl ad flere omgange, da jeg i begyndelsen af oktober var på et tredages seminar med den internationale forfatter til bogen “Ørnen og kondoren” og stifteren af “Soul Body Fusion”, Jonette Crowley.

På hendes hjemmeside står der, at hun er kendt som ”Spiritualitetens Indiana Jones”, og det er nok ikke helt forkert, når man betragter, hvor mange lande hun har været i, og hvor mange hemmelige, hellige og ikke-tilgængelige steder, hun har fået lov til at besøge.

Jeg har tidligere læst begge hendes bøger, og da jeg for et par år siden begav mig af med at prøve Soul Body Fusion ud fra beskrivelsen i hendes bog, blev jeg i den grad overrasket over den store virkning, det havde på mig. Jeg var derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ville deltage, da jeg i et nyhedsbrev fra hende så, at hun ville komme til Danmark og afholde et tredages seminar her i efteråret. Jeg tilmeldte mig med det samme.

Jeg er faktisk så fræk, at jeg skriver til Birgitte Meinert, som afholder seminaret, om hun ikke vil spørge Jonette, om jeg må interviewe hende, når vi er færdige. Jeg vil gerne formidle noget af det, jeg oplever – i særdeleshed Soul Body Fusion til erhvervslivet – i håb om, at tiden er ved at være moden til at tage nye værktøjer i brug i kampen mod og forebyggelsen af stress, depression og angst. Det får jeg lov til!

Bevidsthedsudvikling

Overskriften Beyond the Matrix – skills for breakthrough consciousness er lidt af en mundfuld.

Jeg ved fra informationerne på hendes hjemmeside, at Jonette kaldes for en af verdens reneste ”kanaler/medier” og at hun siden slutningen af 80’erne har kommunikeret med to spirituelle guider, Mark og White Eagle. Begge er de fra andre dimensioner, så det er lidt syret og et spadestik dybere end de ting, jeg plejer, at deltage i.

Jeg har de senere år bevæget mig en del rundt i det, man vil kalde ”den alternative verden”. Jeg er født nysgerrig, og lineær tænkning har bare aldrig rigtig været mig, men det at blive udfordret på mine åndelige fordomme og ”jeg ved bedre” er noget af det bedste jeg ved. Jeg kan bare godt lide at gøre det i mit eget tempo, uden at nogle prædiker og ”propper noget ned i halsen på mig”, så jeg er lidt spændt på, om det her seminar er for abstrakt til, at jeg kan forstå det – men det må jo komme an på en prøve.

Min erhvervsmæssige baggrund fornægter sig heller ikke i mit spirituelle DNA, så da jeg kommer ind ad døren den første dag, som er intro-dag, og ser de øvrige deltagere, er mine første tanker noget i retningen af ”hold nu op, hvor er her mange kvinder”, og så valgte jeg i øvrigt at parkere den der.

Med 65 kvinder og kun 3-4 mænd i samme rum giver det, øh… ret meget ”rumklang”.

Nu er den spirituelle verden ikke meget anderledes end den almindelige verden. Begge steder foregår der en masse uformelle og underfundige ting, når folk mødes. Man kender hinanden på kryds og tværs, og som ny kan man kun betragte scenariet og fornemme stemningerne. Der er konger og dronninger alle steder, det er der også her.

Hvem er hun?

Jonette træder ind på scenen, og så er der fuldstændig ro. Hun taler og mediterer med forsamlingen fra kl. 9.30 til kl. 17.30, kun afbrudt af ganske få pauser, og med sig bringer hun visdom og information fra hele verden og hendes mange rejser.

Rejser til hellige og ufremkommelige steder. Steder ingen andre får lov til at besøge, fordi de er ejet og beskyttet af stammefolk, shamaner, naturmennesker, hellige mennesker og regeringer, som ønsker at beskytte stederne mod dårlig energi, slid og hærværk.

Hun startede sine rejser i slutningen af 80’erne og har nu i mere end 28 år arbejdet med personlig udvikling, både hos sig selv og i særdeleshed hos andre, endda før det blev moderne at arbejde med de sider af sig selv, og før spiritualitet var et begreb, man kendte til. Det kan man godt have stor respekt for.

De værktøjer, hun bruger, er utraditionelle og bunder i den indsigt og læring, hun har modtaget på tværs af kontinenter og gennem de spirituelle lag, der gennem årene har åbnet for helt andre dimensioner end dem, vi har i vores erhvervsmæssige værktøjskasser i dag.

Viden er til for at deles, siger hun. Fælles åndelig bevidsthed nedbryder grænser og åbner for forståelse og læring på helt andre niveauer end dem, vi arbejder med i dag.

Hvad taler hun om?

Hun taler om Quantum Brain, Oneness, Grandmother Codes fra the Aboriginals i Australien, portaler, stjerne-DNA, kanalisering, energier og Homo Luminous. Gammel lærdom der er gået tabt, og som vi mennesker har tabt af syne, men som nu genaktiveres.

Det er en ordentlig mundfuld, men samtidigt ret fascinerende og noget bliver helt sikkert hængende og udfordre min tankegang.

Da jeg kommer hjem fredag aften, går jeg fuldstændig omkuld og en af mine sidste tanker, inden jeg falder i dyb søvn, er, at her er jeg da vist kommet ud på lidt for dybt vand.

Lørdag morgen tager jeg af sted igen. Jeg er draget af projektet og er nødt til at vide mere. Hvis det er ”hokus-pokus”, finder jeg vel ud af det, og er det ikke, så vil jeg rigtig gerne vide mere.

Jeg synes stadig, at forsamlingen er temmelig levende, og deres historier er ret vilde, men tilsyneladende er de alle vant til at arbejde med meditation, astralrejser, energier, bevidsthedsudvidelse og udveksling af erfaringer på denne måde, så jeg må jo bare klø på og deltage efter bedste evne.

Jeg kan i løbet af dagen godt mærke, at jeg har nogle grænser og forbehold, som hindrer mig i at give ordentligt slip og deltage på lige fod med de øvrige, men det er jo mit problem og ikke deres. Jeg kan også godt mærke, at jeg bliver kigget på som hende den nye, og jeg er måske lidt for business-like i tøjet og i min optræden, men hvis jeg kan acceptere dem, så er de også nødt til at acceptere mig, og sådan må det være.

Spirituel udvikling

Det paradoksale er, at jeg lover Jonette, at jeg nok skal tage billeder undervejs gennem forløbet. Som en naturlig følge heraf bliver forsamlingen spurgt, om der er nogle, der ikke ønsker at være med på billeder. Det er der faktisk en del, der ikke ønsker, hvilket undrer mig. De virker så afklaret og i balance med sig selv.

Jeg tænker, at hvis man er villig til at bruge 5000 kr. på et tredages seminar i beskedne omgivelser, hvorfor vil man så ikke stå ved det? Det går jeg lidt og grubler over, indtil et par stykker kommer hen og nærmest lidt undskyldende gerne vil forklare, hvorfor de ikke ønsker at være med på billeder. Her går det for første gang op for mig, at de er nervøse for at billederne lander på de sociale medier, og at deres chefer ser dem i et spirituelt forum.

Jeg kommer til at tænke på inkvisitionen i middelalderen, og må igen kigge indad. Jeg har jo selv ”puttet” mig i flere omgange i mit liv, måske af samme årsag. Gemt mig for en verden, hvor flere og flere mennesker går i stykker mentalt, og hvor de virkemidler, der hidtil har været taget i brug, ikke har virket.

Jeg har heller ikke tidligere selv været modig nok, til at stå frem og stå ved min overbevisning og mine evner. Evner som i virkeligheden har hjulpet rigtig mange mennesker på min vej gennem livet, og som har stor fokus i mit liv i dag, når jeg mødes med virksomheder og ledere og drøfter muligheder for forebyggelse og mental sundhed blandt deres medarbejdere og hos dem selv.

Så jeg kan jo ikke klandre nogen, men kun tænke højt, at det er på tide, at vi alle begynder at tænke i nye retninger og tale åbent om, at der kan være andre metoder og virkemidler, som gør mere gavn end det vi har adgang til i dag; alternative behandlinger med en mere spirituel tilgang. Vi har i bund og grund alt at vinde og intet at tabe.

Individualitet

Selvfølgelig kræver det en større åbenhed og accept af, at det, der virker for den ene, måske ikke virker for den anden, og at der ikke er noget rigtigt eller forkert. Vi er individer og vores tilgang til tro, liv og overbevisning er voldsomt forskellige, men vi har alle brug for at tro på noget, ellers giver livet ikke rigtigt mening, gør det vel?

Spiritualitet er fortsat en meget privat sag. Man kan desværre ikke tage en master i spiritualitet, hvis man kunne, ville mange flere åbne døren i tillid til, at dokumentationen var på plads, og der kunne sættes tjek-mærker ud for effekt og virkning.

Men sådan virker tingene ikke i denne verden. Her er man nødt til at mærke sig selv, tro på sin intuition og den intention, der ligger bag, når man går ind til en behandling, uanset om det hedder akupunktur, meditation, healing eller andet.

Intuition er blot en af mange evner, men den er spirituel. Alligevel er det en evne, vi alle bruger dagligt i vores omgang med hinanden.

Intentioner er et af de stærkeste midler i verden til at få ting til at ske. Tænk bare på Steve Job, tænk på Mærsk Mc-Kiney Møller og alle de andre, som har haft intentioner.

Grundtvig, vores kære landsfader, har udtrykt sin spirituelle holdning således:

”Et menneske består af krop, sjæl og ånd. Kroppen er det synlige ved os. Sjælen eller psyken er det usynlige, indre liv i os. Men det er ånden, der forbinder krop og sjæl. Det er ånden, der er livet i livet både i og mellem os – ja sågar i forholdet mellem Gud og mennesker.”

Jonette Crowley siger det samme, hun kalder det bare ”Soul Body Fusion”, og hun nøjes ikke med at sige tingene, hun gør noget ved det, uagtet om andre syntes, at hun er mærkelig eller ej. Hun følger sit hjerte og stråler af at kunne lide det hun laver, og det smitter. Det gør folk som brænder for noget.

Reflektion

Da jeg forlod seminaret var min hjerne sprængfyldt med nye indtryk, men den eksploderede heldigvis ikke. Noget var for langt ude, til at jeg helt forstod det, andet tog jeg med mig og har tænkt mig at arbejde videre med. Mest af alt, har jeg tænkt rigtig meget på, at det er vigtigt, at vi finder “ånden” i vores virksomheder, så vi kan formidle vores DNA til medarbejderne. Så tror jeg, at vi kan skabe meget bedre arbejdspladser med rummelighed og plads til individet, og derved få ilden tilbage i vores medarbejderes øjne (hvis den er forsvundet).

Det kan godt betale sig, at lade sig udfordre på sin viden og tro, det betyder ikke, at man skal tage alt for pålydende, men et åbent sind giver nye vinkler, og man får skubbet til sin bevidsthed og sin viden – det er sundt. Derfor tager jeg afsted til ting, der kan forekomme meget anderledes. Det gør mig helt vildt rig på oplevelser, og jeg flytter mig lidt hver gang…

Du kan se mit interview med Jonette Crowley lige her:

https://kotu.dk/blog/interviews/soul-body-fusion/

Fotograf: Bethany Szentesi

 

 

 

 

 

Sundhed og fælleskaber i fremtiden

Køb af et forsorgshjem

Jeg købte sidste år et forsorgshjem for unge hjemløse sammen med to kolleger. Vi kendte hinanden fra bestyrelsesarbejdet på forsorgshjemmet. Vi har lige fra starten haft et gnidningsfrit samarbejde med det formål at hjælpe de unge hjemløse beboere videre i livet. Vi spiller godt sammen, vi co-creerer, vi respekterer hinanden og udfordrer hinanden i et stærkt fællesskab. 1+1+1 = 5. Det er et sundt fællesskab, der i den grad beriger mit liv. Jeg er fuldstændig sikker på, at vores sunde fællesskab smitter af på ledelsen, personalet og de allervigtigste: vores beboere.

Der har aldrig været så mange stressede og udbrændte mennesker som nu! Vi ændrer ikke på stressudviklingen ved at gøre mere af det samme. Tendensen ved stresssymptomer har været at sende individet hjem fra fællesskabet. Det kan også være at indkøbe en stresscoach, der symptombehandler fremfor at årsagsbehandle. Det virker kun kortvarigt. Vi er nødt til at gøre noget andet, end vi plejer!

Fremtidens megatrend er at indgå i sunde fællesskaber. Koncentrerer vi os om at opbygge sunde fællesskaber i stedet for at fokusere på individet, så får vi med stor sandsynlighed helt andre resultater.  Jfr. fremtidsforskere kan vi forvente et stort paradigmeskift i den måde, vi ser på både egen sundhed, behandlersystemet og fællesskaber.

Fremtidens sundhed tegnes igennem nye indsigter omkring adfærd, teknologiske hjælpemidler, naturen samt brug af alternative metoder i form af meditation, kost, bevægelse, naturmedicin og metasundhed, zoneterapi, kraniosakral terapi m.v.

Puslespilsbrikkerne er her nu, men vi kan kun se det store nye billede, hvis vi er villige til at give slip på det gamle.

Fakta er, at vi kan klare rigtig mange forandringer og udfordringer, hvis vi kan være sikre på, at vi får lov til at gøre det sammen med de mennesker, vi godt kan lide. Aktiviteten må ikke tage tid og energi væk fra de mennesker, vi har brug for at være sammen med.

Hvad kan sunde fællesskaber?

Vi har i Danmark en lang tradition for fællesskaber.  I læringssammenhænge er der tydelige tråde tilbage til Grundtvig. Hans hovedtanke med betegnelsen fællesskaber var, at mennesket træder ind i et fællesskab for at lære noget – ikke kun at opleve noget. Grundtvig mente derudover, at læring kun kan forekomme i en defineret gruppe, hvor deltagerne er bekendte med hinanden og i et fællesskab interagerer med hinanden.

Det, der adskiller os mennesker fra ”kunstig intelligens”, er bl.a. vores kreativitet, medfølelse og evnen til at lytte.  Vi må derfor holde fast i sjælen – den bliver vores vigtigste ressource for ikke at drukne i den rivende teknologiske udvikling.

Sundhed, fællesskaber og det gode liv

Vi søger automatisk efter fællesskaber med andre. Enten i familien, blandt venner, på arbejdspladsen, via uddannelse og fritidsinteresser.

De fleste af os indgår i mange typer af fællesskaber; store fællesskaber med national forankring, mindre foreningsfællesskaber, uformelle fællesskaber, der opstår mellem to eller flere mennesker, der mødes om ”det fælles tredje”. Det kan også være interesse for et emne eller en aktivitet, der binder os sammen på tværs af kultur, køn, alder og social status.

Eksempler på fællesskaber kan være fællesskaber i bevægelse f.eks. løb, kajak og dans.

”Det er sundt at sætte sig et mål og holde sig selv op på det, men det er en stor fordel, hvis andre hjælper én med at nå det.”

Fællesskab opstår også på fællesrejser, igennem naturoplevelser, vandreture eller ro i naturen.

Sunde retrætefællesskaber

Jeg har igennem en årrække afholdt retræter, primært for kvinder, i Montenegro og på Malta. Ugen giver deltagerne mulighed for at forkæle sig selv med sund kost, motion/vandreture, meditation og et sundt fællesskab, hvor ”alt må være”.

Vi skaber ikke dybdegående forandringer på den korte tid, vi er sammen. Alle skal arbejde videre, når de vender hjem til dagligdagen, og her kan det have stor betydning, at der er opbygget et fællesskab med de andre deltagere, som man kan trække på.

På retræterne er det særlig tydeligt, at sunde fællesskaber er med til at styrke individet. Flere af retrætedeltagerne har stadig kontakt med hinanden og kan både støtte, være klippen, men også være et kærligt vidne til både at fastholde og udvide gode vaner for ikke at falde tilbage i uhensigtsmæssige mønstre.

At tænke fælles ansvar og fællesskab vil derfor give helt andre resultater, når individer står i en situation af alenehed, eksklusion, stress, sygdom … Vi skal ikke bare snakke om fællesskaber – vi skal aktivt opsøge dem eller selv etablere dem. Der er masser af sunde fællesskaber ”derude”.

Hvilke sunde fællesskaber er du en del af, og som beriger dit liv?

Anette Raaby, direktør og ejer af Kongruens – Center for systemisk opstilling

Fællesskab – kan man leve uden?

Hvad er fællesskab?

Vi har alle interesser i vores liv, ting der virkelig betyder noget for os. Det er tit ting, vi elsker at beskæftige os med, hvilket jo er meget heldigt, når vi ofte vælger at bruge vores sparsomme fritid på det. Jeg elsker at dyrke mine interesser, men for mig er det endnu bedre at gøre det sammen med andre ligesindede tosser.

Men er det nok bare at have noget til fælles med andre for at skabe et fællesskab? Det er jeg ikke sikker på. Jeg tror ikke, at fællesskab kan skabes kun på baggrund af en fælles interesse. I hvert fald ikke et længerevarende og stærkt fællesskab, da jeg mener, at der skal være en vis tryghed til stede for at skabe sådanne fællesskaber.

Lige netop tryghed, tror jeg, er en nøglefaktor i alle fællesskaber både for, at man som individ kan trives i det, men også for at fællesskabet kan holdes sammen. Jeg har gennem to år arbejdet på en efterskole, hvor en af nøgleopgaverne for mig var at skabe tryghed for eleverne. Det er ikke en opgave, der står beskrevet i nogen ansættelseskontrakt, men en opgave der skaber grundlaget for rigtig mange andre opgaver. Som ansat på en efterskole skal man være med til at skabe et fællesskab for alle eleverne. Det er både det store fællesskab for hele skolen eller for mindre grupper, som for eksempel klasser eller de faste hold eleverne er på, men også det fællesskab, der bliver skabt i en blandet gruppe på en 18 kilometers langrendstur ud på fjeldet til en lille bjælkehytte. Her er det alt afgørende at få skabt et fællesskab i den blandede gruppe. Selv om det er en mindre efterskole, jeg arbejder på, så bliver der dannet små kliker, tætte vennegrupper, kærestepar og fjendskaber. Den blandede gruppe, jeg har med på fjeldet, kan bestå af elever, der kun kender hinandens navne, fordi de aldrig har snakket sammen før. Hvis det ikke lykkes at skabe en fællesskabsfølelse på sådan en tur, vil det være næsten umuligt at få gruppen til at arbejde sammen om de opgaver, der er.

Tilbage i 2009 skrev sangskriver Per Krøis Kjærsgaard og komponist Rasmus Skov Borring sangen Giv os lyset tilbage. Sangen handler om fællesskab og tolerance. Det er en rigtig smuk og fantastisk sang, som i min optik indfanger essensen af fællesskab. Der er især en linje i fjerde vers, som lyder ”fællesskab fødes når JEG bliver til OS”. Det er en linje, som ofte kan gøre mig lidt blød om hjertet. Har du ikke hørt sangen, vil jeg stærkt anbefale dig at finde den. Det er en utrolig smuk sang.

Hvordan bliver man en del af et fællesskab?

Et fællesskab kan være en helt fantastisk ting at være en del af, især hvis det kan give dig noget igen. Med det mener jeg, at man nemt kan blive en del af et fællesskab, hvor det kræver meget frivilligt arbejde at få fællesskabet til at fungere. Det kan være rigtig hårdt arbejde, som ikke altid er sjovt eller givende for en. Jeg har arbejdet med organiseret frivilligt arbejde de sidst ti år og har været igennem en del forskellige strukturelle organisationer. Jeg har stået med mere ansvar, end jeg har været klar til. Jeg har skullet træffe beslutninger, som fik stor betydning for andre i organisationen. Det har ikke været lige sjovt hver dag og til tider utroligt stressende, men til trods for, at det til tider har været hårdt arbejde, har det givet mig nogle helt fantastiske fællesskaber med mennesker, som jeg aldrig ville have mødt, hvis ikke det var for de enkelte organisationer. Disse fællesskaber har gennem tiden også skabt venskaber, som jeg er overbevist om holder for resten af livet.

Jeg har selv gået på efterskole for efterhånden 11 år siden. Ud over at give mig muligheden for at ”starte på en frisk” – som mange bruger et skoleskift til, gav efterskoleopholdet mig også mulighed for at forbedre selvtilliden og selvværdet en del. En af de ting, der startede den efterhånden mangeårige sneboldeffekt, var valget som elevrådsmedlem. Det var første gang, at jeg var i et fællesskab, som ikke var drevet af venskaber, som det var med fodbold eller skoleorkesteret, jeg tidligere havde været en del af. I efterskolens elevråd var vi en repræsentant fra hver klasse. Vi var vist fem elever og en lærer i gruppen. Vi skabte et fællesskab som gennem året førte til venskaber.

Efter mit år på efterskole søgte jeg nye fællesskaber. Et af dem, jeg fandt, var en lokal fodboldklub, hvor jeg indgik i trænerteamet for U-15 drenge og efterfølgende U-17 drenge. Det var for 18 årige mig fantastisk at opleve, hvordan en fælles interesse og en portion ansvar kunne udvikle én personligt. Allerede dengang fandt jeg stor glæde i at skabe udviklingsmuligheder for andre. Vi var ikke områdets bedste hold, men vi arbejdede med det, vi havde. Det lykkedes da også mere end en gang at rykke de forskellige hold op i rækkerne. Jeg tænkte ikke så meget over det dengang, men jeg tror, en af grundene til, at jeg havde succes med mine fodboldhold, var, at vi fik skabt et fællesskab omkring holdet. Jeg har i forbindelse med dette blogindlæg taget kontakt til et par af mine gamle spillere for at spørge dem, om fællesskabet gjorde noget for dem dengang. En af spillerne sagde ”Ja, er du sindssyg! Det var jo det vigtigste, vi skulle”. Jeg spurgte også lidt ind til, om de fortsat holdt kontakten med nogle af de andre fra holdene. Det viser sig, at de i flere år har haft et Serie 4 hyggehold for de gamle spillere – så nu skal jeg ud og spille Serie 4 bold med de gamle unger.

Hvor finder man fællesskaberne?

Min helt klare overbevisning er, at man kan finde fællesskaber omkring ALT. Jeg kan bare se de grupper på Facebook, jeg er medlem af, hvor mange af dem der er nicher eller bare skøre. Jeg nævner Facebook, fordi det er en fantastisk platform til at finde ligesindede. Jeg bruger Facebook grupperne som uforpligtende fællesskaber forstået på den måde, at jeg er medlem af forskellige grupper inden for nogle af de interesser, jeg har. Om det så er fotografering eller ”for alle os der bruger hængekøje”, så er det grupper, hvor det er muligt at stille spørgsmål, starte en debat, udveksle erfaringer eller planlægge fælles aktiviteter. Jeg deltog for et par år siden i en begivenhed, der hed ”nytårsaften under åben himmel” – eller noget i den dur. Jeg kom i kontakt med nogle af de andre, som også skulle deltage, og vi fik koordineret noget fælles mad. Nogle dage før nytårsaften var der styr på de overordnede detaljer, så var der bare de små tilbage og så afsted. Da jeg mødte alene op på en shelterplads uden for Vejle, var jeg meget spændt på, hvordan det her nu skulle gå. Men fordi vi var 25, mere eller mindre fremmede mennesker, som alle havde friluftslivet til fælles, fik vi lynhurtigt skabt et fantastisk hyggeligt fællesskab omkring vores aften i det fri.

Jeg elsker at være involveret i forskellige organisationer og dermed også fællesskaber. Jeg vil ikke være det foruden. Selv om det af og til kan være hårdt arbejde, ved jeg, det er det hele værd og meget mere til. Jeg tror på, at hvad du putter ind i et godt fællesskab, får du tifoldig tilbage. For mig har det ikke kun givet en masse fantastiske oplevelser, men også venskaber for livet.

Kan man leve et liv uden fællesskaber? Jeg tror det ikke, men jeg vil aldrig vælge et liv uden, så kom ud og mød andre tosser med samme interesser som dig selv, de er derude.

Den hemmelige liste

Den hemmelige liste

Sommerferie, frihed og tid til at lave absolut ingenting. Det er den tid på året, hvor vi bruger den første uge på at akklimatisere, den anden uge på at hygge og den tredje uge på at grue for at skulle tilbage på arbejde. Nogle vil helt sikkert være klar til at tage på arbejde allerede i slutningen af uge to, det bør de så måske tænke lidt over.

Forskning viser, at alle mennesker har brug for minimum 3 sammenhængende ugers ferie for at komme helt ned i gear, så hvad er det, man har så travlt med at komme tilbage til eller væk fra?

Hvis det er væk fra ægtefælle og børn, er det et signal, der vil noget. Hvis det er væk fra tanker og følelser om, hvorvidt du lever det liv, du gerne vil leve, så er det jo en fantastisk mulighed for at tænke lidt dybere over tingene.

Lav et skema med to kolonner.

Kolonne et: Det gør mig glad/det vil jeg have mere af

Kolonne to: Det gør mig ked af det/det vil jeg have mindre af

Eksempel fra kolonne et: kærlige stunder, flere dybe samtaler, mere sex, alenetid med min kone/kæreste, lege med børnene, rejser, oplevelser sammen, jagtture med gutterne, fodbold, mit arbejde, cafébesøg med veninderne…

Eksempel fra kolonne to: skænderier, manglende respekt, føler mig alene, ikke værdsat, manglende samvær, manglende interesse, for lidt tid, manglende nærvær, manglende omsorg, følelsen af tomhed, sorg, ensomhed, overarbejde…

Hvad skal der til for at ændre på plus og minus kontoen? Kan det ændres, og er du villig til selv at gøre en indsats?

Hvordan står det til i dit ægteskab? Er du lykkelig? Er din partner? Er I sammen om tingene eller lever I hver jeres liv med så dybt forankrede mønstre, at det er umuligt at finde hinanden igen?

Når målebægeret er fyldt op

Skilsmisseprocenten er ifølge statistikkerne på sit højeste to gange om året: efter sommerferien og efter juleferien. Måske kunne det for en dels vedkommende undgås, hvis man hver især lavede denne lille øvelse og var ærlige både over for sig selv og over for hinanden.

For mit eget vedkommende var jeg døv og blind i mange år, og vågnede først op, da det var for sent. Hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer, er jeg overbevist om, at der havde været meget at hente i mit ægteskab, men når man tier tingene ihjel eller bider det i sig i den gode sags tjeneste, så opnår man kun det modsatte af tosomhed, man opnår ensomhed. Det gnaver og slider, indtil bægeret er fyldt op, og vandet flyder over.

Der var engang en kær veninde, der gav følgende eksempel: Tag en balje, når den er fyldt op, så er der ikke plads til mere, før du har tømt noget af, og det har hun jo fuldstændig ret i. Desværre er processen tit sådan, at vi mennesker fylder på og fylder på. Vi holder tingene inde i os selv for at undgå ufred og konflikter, men pludselig eksploderer beholderen – eller vandet skulper over – fordi vi har sparet op så længe, eller fordi der ikke er blevet lyttet til os, når vi har forsøgt at få taletid, og så er det for sent. Så bliver vi sårede, indebrændte og vil ikke være med længere. Vi stopper med at prøve at nå hinanden, vi lukker ned for samtalen, adgangen til vores hjerter, nærværet, omsorgen og den fysiske kontakt.

Herfra er det kun et spørgsmål om tid, før vi enten går vores vej, lader os tiltrække af et andet menneske eller begynder at leve et parallelt liv, hvor vi ikke længere kerer os om hinanden.

Selvfølgelig kan man leve sammen med hvert sit liv, den økonomiske tryghed er der jo stadig, fællesbørn, fælles venner og fælles aktiviteter der udadtil viser, at vi stadig er et lykkeligt par, men det kan da ikke være det, livet har at byde på. Hvorfor lade sig nøjes med?

Kampen om lykken

Enten kæmper man med næb og klør for sit ægteskab, eller også giver man slip. Alle har ret til et godt og lykkeligt liv, men du er selv ansvarlig for at få det. Vi er et egoistisk og materielt anlagt samfund, men hvis vi sætter hinanden først og gør det med et åbent sind, er der en ret stor chance for, at vi igen begynder at få øje på det menneske, vi fra første færd forelskede os i.

I bogen ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” af psykolog og ph.d i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe kortlægger hun den romantiske kærligheds mysterium. En af de mest overraskende konklusioner er, at de uoverensstemmelser, der senere ødelægger selv de bedste parforhold, helt fra begyndelsen er bygget ind i forelskelsen. Man falder simpelthen kun for et menneske, der i sin personlighedsstruktur bærer kimen til konflikt med netop dig i sig.

Det, der også belyses i bogen, er ”når to mennesker finder sammen i et kærlighedsforhold, er der altid to familiemønstre med på slæb. Fortidens skuffelser, glæder og sorger følger med og deltager som spøgelser i forholdet” (citat fra bogen).

Så når vi tiltrækkes af hinanden er det fordi, vi får en spejling af os selv og de sider i os selv, som vi har fortrængt hen over årene i vores stræben efter at blive den, vi tror, andre ønsker, vi skal være.

Når vi forelsker os ser vi en person, der afspejler det, vi gerne vil udvikle i os selv, den side vi ikke har, eller som ikke falder os naturlig, og såfremt vi formår at holde ild i kærligheden og håndtere hinandens udfordringer, er den, vi forelsker os i, den udløsende faktor for, at vi kan blive det hele menneske og finde ind til den person, vi inderst inde er, men som uforvarende er blevet krænket allerede i de første år af vores liv af vores forældre, der havde et klart ønske om, hvem vi skulle være.

Den skam og forlegenhed der følger os hele livet, stammer helt tilbage fra de første leveår. Allerede ved det først ”nej”, ”fy”, ”det må du ikke” eller det, der er værre, nemlig fysisk afstraffelse, opstår skam og forlegenhed. Følelsen af at være forkert. Så retter vi ind og forsøger at tilpasse os og gøre vores forældre stolte og glade. Allerede der begynder vi at fornægte sider af os selv, blot for at leve op til andres forventninger.

Det er det, vi tager med ud i livet, og måske er det også det, vi tager med ind i vores parforhold og ægteskaber, altså tilpasningen. I forelskelsens rus ser vi stadig spejlingen og muligheden for at stå i vores eget lys, fuldbyrdelsen, vores hele jeg. Det at blive elsket for den man inderst inde er og gerne vil være. Mødet med den eneste ene, modparten der gør dig hel. Ubetinget kærlighed og der, hvor du er den bedste udgave af dig selv.

Når det bliver hverdag

Efter nogen tid kommer så udfordringerne og de hårde ord og alle forbeholdene gør deres indtog. Vi går fra, hvad jeg kan gøre for dig, for at dit liv er godt, og du smiler og er glad og til, hvis du skal havde noget af mig, så skal jeg også have noget af dig, ”noget for noget” princippet. Væk er den bedste udgave af dig selv, kompromiset har taget over.

I stedet bør vi øve os i at give plads til den, vi forelskede os i, øve os i at finde tilbage til os selv og til at vise overskud og forståelse for hinanden, anerkende hinanden, rose hinanden og give kærlighed uden forbehold til hinanden UDEN bagtanke. Lad være med at give den anden skylden for, at I ikke er lykkelige. Tag ansvar og gør noget selv. Start i det små, overrask hinanden, gør små glade og positive ting. Det er netop de små ting der gør forskellen. Vis omtanke og nærvær, tal sammen og skab naturlig interesse for hinanden. Hjælp hinanden, også med de sure ting, lad være med at tag hinanden for givet. Vær taknemmelig og sig det højt. Det kræver en daglig indsats at elske hinanden og få et parforhold til at virke.

Man kan gøre meget selv, men ingen kan gætte, hvad den anden tænker og føler. Vi kvinder er uendelig gode til at forvente, at vores mænd skal gætte, hvad vi ønsker. Gør de ikke det, kan straffen være alt fra, at vi er tavse i timevis til nul sex eller surmulen i dagevis. I mænd er gode til at eksplodere i ord og vrede, ”fryse” os ud i arrogance eller gå jeres vej fra problemerne – læs kaste jer over jeres arbejde.

Uanset hvad, så løser det jo ikke noget. Tværtimod så driver det os fra hinanden, ofte selvom kærligheden stadig er til stede og vores ægteskaber kunne være reddet, men i hårdhed og manglende kommunikation, fordi vi er sårede og gjort skamfulde over lang tid, så er vi blevet tonedøve overfor hinanden, og hinandens behov.

Plej kærligheden

Så brug nu ferien til også at få talt lidt dybere sammen. Jeg ved godt, at man har tendens til at lade problemerne blive hjemme, nu skal vi hygge, så lader vi hverdagens bøvl ligge, det må vi løse senere. Men problemerne går ikke væk, og det er lige nu, overskuddet er størst. Lav listen begge to og byt med hinanden eller hvad der nu er brug for.

Forkæl hinanden, del ud af kærligheden. Det smitter, og det er bare så meget lettere at tale sammen, når positiv energi og glæde er til stede.

Rigtig god sommer!

Et angreb er en bøn om hjælp

Mit navn er Annette Sofia Skotte, og jeg har gennem de sidste 10 år været selvstændig Headhunter. I mit daglige virke taler jeg med mange forskellige mennesker med forskellige årsager til at søge mig.  Mennesker, der søger sparring på deres nuværende jobsituation.

Ofte er problemet for meget modstand i relation til kollegaer eller overordnede. Jobbet er egentlig lige netop deres ønskejob, men de kollegiale professionelle forbindelser er gået skævt. Skal man så bare skifte job?

Det starter ofte med irritation – en eller anden siger eller gør noget, der ikke er helt på linje med det, man opfatter som rigtigt. Det kan også være en situation, der ikke udspiller sig som forventet.

I 9 ud af 10 tilfælde er angreb oparbejdet over tid, og man har derfor haft tid til at pleje tanker, der udvikles til angreb. Irritation bliver til vrede, der får et udtryk i et verbalt angreb – et angreb på et andet menneske. Det kan give sig til udtryk i synlig vrede, sarkasme eller et til lejligheden afstemt smil, hvor afsenderen gemmer sig bag en maske af forstilt venlighed. De er alle udtryk for det samme: irritation, afmagt, vrede, skuffelse etc. Modtageren ved det godt, uanset formen det bliver serveret i. At undskylde sig med at: ”Jeg sagde det jo venligt” hjælper ikke.  ”You have very little morally persuasive power with people who can feel your underlying contempt”. (Martin Luther King)

Hvis en virksomhed indkalder til møde og ledergruppen er samlet, fordi it-chefen skal fremlægge et bud på, hvordan man får den eksisterende it-platform til at fungere bedre, og ledelsen så starter med sarkastiske bemærkninger om dennes indsigt, og andre retter deres vrede direkte imod ham eller hende, fordi deres enhed ikke fungerer optimalt, vil det så fremme samarbejdet og en bedre løsning? Lignende situationer er ikke blevet løst ved at rette angreb mod it-chefen eller andre funktioner, der har været under pres. Det er historisk bevist, at der ikke kommer noget godt ud af den metode. Alle går fra bordet som tabere.

At angribe er en projektering.

Den, der angriber, har et problem, som han eller hun, ved at projektere over på et andet menneske, forsøger at få løst. Ofte har man set fejlen eller problemet i sig selv, hvor man ikke kan løse det, og håber så, at den, man projekterer det over på, kan løse problemet. Det er deri bønnen ligger. Det er ikke tilfældigt, hvem man angriber – den der bliver angrebet har muligheden for at løse problemet, med mindre man søger den nemmeste løsning, at påtage sig offerrollen, give en anden skylden eller starte et modangreb. Det fører heller ikke historisk set til et godt resultat. Det er enorme mængder af tid, der går med at forsvare sig, beklage sig og fortælle andre, hvorfor man selv har ret.

100 % mental tilstedeværelse og et sind der ikke er fyldt med forsvarstaler, er løsningen. Mentalt kræver det, at man sætter sig selv fri for at dømme den part, der kommer med et angreb. At prøve at undgå at falde i den fælde, det er, at føle sig angrebet. Tit bliver et problem løst ved, at den, der er vred, får lov til at give udtryk for sin vrede uden at blive afbrudt med forsvarstaler og undskyldninger.

Det er træning i ikke at dømme.

Hvis vrede kommer af en fortolkning og ikke en kendsgerning, kan den så nogensinde retfærdiggøres?

Så hvorfor bøn? I en religiøs, rituel sammenhæng er bøn en korrektion mellem mennesker og deres gud. Det er sådan, det er tænkt her, en korrektion mellem to mennesker. Noget er gået galt, der er opstået en fejltagelse, som så rettes op. Sindet er indstillet på at se forbi den fejltagelse. Hvis et angreb bliver opfattet som en bøn, vil der ske en forvandling.

Jeg arbejder med begrebet, et angreb er en bøn om hjælp, fordi jeg møder så mange vildt dygtige og intelligente mennesker, der løber sur i det professionelle liv, fordi der er for megen modstand i form af uvenlig dialog. Begrebet kommer fra 2 psykologer fra New York, der som forskere i psykologi selv var fanget i en beklagende og destruktiv dialog, der ikke førte til andet end march på stedet. De tog den beslutning at lave om på det destruktive miljø i form af en 180 graders værdiomkalfatring og udgav ”Et kursus i mirakler”.  Et mirakel kan være at ændre perspektiv – se det andet menneske i et andet lys. Et angreb som en bøn om hjælp er et ud af mange begreber, som jeg gennem de sidste 10 år har undervist i.

Annette Sofia Skotte – Headhunter, karrierecoach og ejer ASK Headhunting

Den evige stræben efter at være ”ste”

Den evige stræben efter at være “ste”

Nu er det atter den tid på året, hvor studerende sidder fra morgen til aften med firkantede øjne og forsøger at sluge et semesters pensum for at kunne præstere til deres eksamen. Denne eksamenstid sætter blot disse diskussioner omkring præstationer og forventningspres på spidsen, selvom det har slået rod omkring os hele tiden.

Slår man ”præstation” op i Gyldendals Ordbog, så er den konkrete definition ”udøvelse af en kunnen eller færdighed. Præstation skal forstås i sammenhæng med dels kompetence, dels konkurrence”.  Så al den snak om præstationsangst bunder i en frygt for at fejle i form af ens kompetencer, og at man ikke klarer det lige så godt som de andre i eksamensræset. Men hvorfor er vi netop så bange for at fejle og ikke være gode nok?

Jeg tror, at det bunder i en kedelig tendens. Som Hella Joof udtrykker det, så handler vores samfund om at være den ”ste” – den klogeste, den smukkeste, den sødeste, den bedste, den sjoveste. Men det kan vi jo af gode grunde ikke alle sammen være. Mange finder desværre deres identitet – og dermed deres værd – i det, de præsterer. Ikke i hvem de egentlig er, eller hvad de står for. Og så kan man jo godt forstå, at hvis man ikke netop kan præstere den dag til eksamen, og alt kikser – hvad har man så tilbage? Men hvorfor er der netop dette fokus på, hvad man præsterer? Man kan sikkert bruge mange lange timer på at diskutere frem og tilbage omkring roden til problemet. Men i bund og grund tror jeg, at dette forventningspres til os altid har eksisteret i forskellige versioner og størrelser. Dette er blot tydeliggjort i dagens Danmark, da vi har fået mange forskellige måder at måle vores præstationer på – karakterer, KPI’er og så videre. Derfor er det tydeligere for os, hvordan vores præstationer bliver sammenlignet på kryds og tværs.

Mod og viljestyrke

Jeg vil gerne slå et slag for, at man selv har et ansvar og en mulighed for ikke at lade dette præstations-ræs styre ens mind-set. Det er dog ofte lettere sagt end gjort – og det kræver ikke mindst mod og viljestyrke at gå mod strømmen. Jeg er fra barns ben altid vokset op med den filosofi, at så længe, man gør sit bedste, så kan man ikke gøre mere. Det har helt konkret betydet for mig, at jeg altid stræber for at gøre mit bedste. Men jeg er også helt bevidst om, at jeg er stolt af mig selv, uanset om jeg får en karakter på 4 eller 12. Hvis mange mennesker, der kæmper med præstationsangst og tårnhøje forventninger til sig selv, skrev dette bag øret, ville det forhåbentlig hjælpe dem et godt stykke vej. Men det kræver, at man efterlever det og virkelig bruger det som pejlemærke i sit liv. For det er ikke nok kun at sige det, man skal også tænke og føle det.

Mange af disse høje forventninger til sig selv er nok også bundet i den del af ”præstation”, hvor vi sammenligner os selv med andre. Helt teknisk set så er der intet grundlag for, hvordan vi nogensinde på en fair måde kan sammenligne os selv med andre – uanset om det gælder karakterer, job, status osv. For hvis man skulle det, så ville det kræve, at den anden person havde samme baggrund, kompetencer, forudsætninger og lignende. Og der er ikke to mennesker på denne jord, der er ens – og heldigvis for det. Man må gerne motivere hinanden ved at spille hinanden bedre, men det nytter ikke noget at vi sammenligner os selv med hinanden i konkurrencen om at være den bedste. For uanset hvor kliché-agtigt det lyder, så er vi alle den bedste version af os selv og gør det bedste, vi kan, med de midler, vi har.

Alt dette understreger blot, at vi alle er så forskellige – og det er det, der gør os mennesker så fantastiske. Karakterer, arbejde og status rækker kun så langt og kan forsvinde lige så hurtigt, som det kom. Derfor er det essentielt, at man som menneske har bygget sit ”fundament” på noget mere stabilt såsom livsværdier, passion og lignende. Dermed ikke sagt, at man ikke skal arbejde hårdt for sine drømme, sin uddannelse eller sit arbejde. Man skal også være stolt af sit hårde arbejde og flid, for det er også vigtigt at huske på i jantelovens land. Det er dog vigtigt, at man husker på, at man er mindst lige så stolt af den person, som man kigger i spejlet hver morgen, som man er af sit 4- eller 12-tal.

Når man udfordrer sig selv

Når man udfordrer sig selv

Det er vel dybest set det, jeg har gjort, hele vejen frem til, hvor jeg står lige nu.

I marts sidste år, hvor jeg hev stikket til alt, hvad jeg havde kendt gennem mere end 28 år, vidste jeg jo i virkeligheden ikke, hvor jeg ville ende, når jeg havde fået ”tænkt færdig” over livet og de ting, der havde bragt mig i knæ.

Det har været en lang og anderledes vandring, jeg begav mig ud på, men det var helt sikkert det, jeg trængte til, og nu hvor jeg står foran at gøre noget for mig selv, gøre de ting jeg brænder for, og som giver mening for mig, ja, så er skulderne faldet ned, roen har sænket sig, og jeg kan mærke mit hjerte helt ned i min storetå. Jeg glæder mig til at komme i gang.

Undervejs nedfældede jeg tanker og følelser, og det er der kommet en bog ”Kan du høre dit hjerte kalde?” ud af. En bog om mit liv, mine tanker, oprydning undervejs, tidens udfordringer, samfundets udvikling, samtaler med folk, som jeg har mødt på min vej, og mange andre ting. En slags dokumentation og proces der har rykket mig fra min sikre position gennem mange år ud på et klippefremspring, hvor jeg har stillet mig på tæer og ladet andre få syn for sagen.

Mine artikler på LinkedIn og mine mange samtaler med mennesker, både herhjemme og på Caminoen, har i den grad givet mig mod på livet og været med til at forme mit fremtidige virke. Endelig har jeg fået sat ord på, hvem jeg er, og hvad det i særdeleshed er, jeg kan og skal udfordres på og med i fremtiden.

Det har været en fantastisk rejse, der har sat mig selv under lup, og som i den grad også har givet mig kræfter, som jeg slet ikke vidste, at jeg var i besiddelse af, og som har sat mig fri som menneske. Aldrig før har jeg mærket så stærk en drivkraft, og aldrig før har mine fødder været så solidt plantet, som de er nu, udelukkende fordi jeg gav mig selv lov til at give slip.

Hvis nogen havde sagt til mig for knapt et år siden, at jeg ville ende her, hvor jeg står i dag, så ville jeg ikke have troet dem. Det er jo i virkeligheden et kvantespring, jeg har foretaget. Sikkerhedsnettet som direktør med den høje hyre og den fine BMW blev jo på nul komme nul udskiftet med dagpenge og cykel, og da vi nåede januar, havde jeg faktisk ikke flere penge på kontoen, så det var mere end almindeligt svært at betale regninger, når pengene ikke var til stede.

De basale behov

Men man kan mange ting, når man er presset, og man behøver faktisk ikke ret meget for at overleve, og sikke kreativ man kan blive. Selvfølgelig er der ikke ret meget at have det sjovt for, til gengæld rykker ens netværk så sammen og tager vare på dig og dine, og det er i sig selv en helt fantastisk dejlig oplevelse. Jeg har aldrig været særlig god til at tage imod hjælp, meget bedre til at hjælpe selv, men det har jeg lært i denne proces. Der skal være balance på vægtskålen i et eller andet omfang, er der en, der har fortalt mig. Det er der så kommet, og jeg er glad og taknemlig for at få lov til at opleve, hvor stærkt mit netværk i grunden er.

Nu er jeg kampklar og rustet til at drage ud i verden og hjælpe dem, der gerne vil benytte sig af mine erfaringer, og det jeg kan. Det er tid til, at vingerne foldes ud, og jeg lader mig bære frem til den bedste udgave af mig selv. Det er nemlig det, man bliver, når man giver sig selv lov til at mærke efter og finde det lys frem, der engang blev tændt.

”Carpe diem” (Horats)

At være stræber i et resultat-samfund

At være stræber i et resultat-samfund

JA. Jeg er stræber, og jeg er stolt af det!”

Det var den respons, jeg kom med for et par år siden, da en klassekammerat ville drille mig med, at jeg brugte alt for lang tid på en opgave i stedet for at tage med ud og drikke et par øl.

Det har gennem hele min skoletid været et tabu at få gode karakterer, at være en nørd eller stræber var ikke noget, man var stolt af. Det var det heller ikke for mig i folkeskolen, men jeg fik heller ikke gode karakterer.

Der er ikke mange mennesker, som bryder sig om at bruge begrebet ”stræber” om sig selv, eller at andre bruger det om en. Men hvorfor har ordet ”stræber” fået en så negativ ladning? Definitionen af en stræber er: en person der stræber efter succes. Når jeg læser den definition, synes jeg overhovedet ikke, at det er negativt ladet. Så hvor kommer denne negative ladning fra?

Jeg oplever, at den negative ladning, kommer i forbindelse med de sociale kompetencer. En person, der altid siger nej til at deltage i de sociale aktiviteter, vil ofte blive udstødt af gruppen. Sådan er det bare. Vi mennesker er jo blot flokdyr, lige meget hvor ”udviklede”, vi end mener, vi er.

Ofte er det også dem, som siger nej til de sociale aktiviteter, der bruger ekstra tid på at lave lektier eller læse andre bøger og blade, som giver dem en åbenlys fordel i forhold til dem, som ikke bruger den ekstra tid.  Der er garanteret også en masse sammenfald på nogle personprofil-typer, hvis man undersøger det nærmere (hvilket der helt sikker er nogen, der har gjort).

Stræbertitel er det en straf eller en belønning?

Er man så en stræber bare fordi man får topkarakterer? Eller fordi man er socialt akavet?  Ikke nødvendigvis, men det hænger nogle gange sammen. Jeg kan nemt finde eksempler i mit netværk på personer, som både bruger rigtig meget tid på skolearbejdet, er socialt akavede og får topkarakterer. Jeg tror dog, at de har det helt fint med at gå meget op i deres skole eller arbejde og ser ikke sig selv som stræbere. På den anden side kan jeg også finde folk, som aldrig løfter en finger og stadigvæk får topkarakterer. De bliver også af og til stemplet som stræbere, men viden kommer ”bare” let til dem. Ofte stræber de ikke efter de gode karakterer, de får dem bare. Jeg spurgte en af mine venner, som passer perfekt på denne beskrivelse, om han så sig selv som stræber. ”Nej, det gør jeg bestemt ikke,” var svaret. Så spurgte jeg ham om, hvor mange timer han brugte på skolearbejde uden for skoletiden. Her svarede han: ”Så lidt tid som muligt, hvis jeg kan slippe for det, så gør jeg det.” Han har et gennemsnit på over 10,5 på 4 år som bachelor studerende. Vi snakkede videre om uddannelse og studieliv. For ham handlede det ikke om at få gode karakterer, de kom bare. Den evne er vi garanteret mange, der gerne vil bytte os til. Jeg vil i hvert fald gerne. En af de andre ting, vi kom til at snakke om, var, at karaktergivning blot er et værktøj for undervisere til at vejlede eleverne om, hvor godt de har forstået det pågældende fag eller emne. Når vi står med vores uddannelsesbevis, er der sjældent nogen, som kigger på vores karakterer igen.

”Alt arbejde over 02, er spildt arbejde.”

Dette er en kommentar, der findes i forskellige former, men betydningen er den samme. Janteloven!
Hvis jeg ikke kan få topkarakter, har jeg da en undskyldning. Jeg har hørt undervisere i ramme alvor sige dette til elever, måske for at muntre dem op, hvis karakteren ikke var god nok? Det er aldrig sjovt at fejle, sådan tror jeg, vi alle har det.

Topkarakterer kan ikke stå alene

Endnu et sted, hvor det skaber problemer, er, når elever tror, deres verden falder sammen, hvis de ikke får topkarakterer. Når ”karakterpresset” begynder at medføre stress, selvskade eller anden form for mistrivsel er det rigtig usundt. Og her dukker en anden underforstået betydning af begrebet stræber op. Her har vi et reelt problem. Dem, som falder under denne beskrivelse, er i risiko for blive alvorligt syge med noget, som kan skade resten af deres liv. Denne risiko er skabt af ingenting, Det hele falder på en usund selvopfattelse og nogle ikke eksisterende krav. Der er desværre en del artikler om dette emne, når man søger på nettet.

Vi er desværre med til at skabe denne kultur for vores unge. De skal allerede i en alder af blot 14-15 år tage stilling til, hvad de vil med resten af deres liv. Det er i denne alder, at de begynder at modtage studievejledning, som lægger grundlaget for de næste 10-15 år af deres liv.

Der er virkelig mange, som har rigtig store udfordringer med at tage beslutninger om, hvad de gerne vil arbejde med, eller hvor de gerne vil arbejde. Hvilken gymnasieretning skal de vælge for at have de rigtige fag til den rigtig universitetsuddannelse? Hvilket studierelevant job skal de have for at få de bedste muligheder for et job? Det er rigtig mange store valg, de unge mennesker skal træffe. Hvem siger, at de planer, drømme og idéer, man har som 15 årig, er de sammen som 19 årig eller 24 årig? I rigtig mange tilfælde ender unge med ikke at tage den uddannelse, som de troede var den rigtige for dem som 15 årige. Heldigvis bliver de ældre, mere modne, får deres egne erfaringer i livet, og ikke mindst bliver de klogere.

Vi har skabt en kultur i vores samfund, der fokuserer rigtig meget på resultater og ikke altid på kvaliteter. Det er med til at gøre det meget svært for de elever, som ikke kan få de gode karakterer. De ender af og til med at blive overset og glemt.

Jeg kender en ung fyr, som er så ordblind, at han dårligt nok kan stave sit eget navn. Han var blevet glemt og overset i samfundet og overladt lidt til sig selv. Han kom på en produktionsskole, hvor en underviser opdagede, at han var rigtig god til at skrive koder til computerprogrammer. De begyndte at arbejde med kodning, og i dag er han ansat hos et stort amerikansk softwarefirma som programmør. Her var alle forudsætningerne, når man kigger på resultaterne, ikke til det helt store, men ved at kigge lidt under overfladen var der virkelig kvalitet at finde.

Modenheden gør en forskel

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at folkeskolen ikke var mit favoritsted at være den gang. Jeg ville hellere spille fodbold, lege med vennerne i skoven, spille GameBoy. Faktisk var alt mere eller mindre sjovere end at lave lektier og være i skole. Efter folkeskolen var de gymnasiale uddannelser på ingen måder i spil som en mulighed for mig. Så det blev til et år på efterskole, hvor modenheden kunne indhente alderen lidt, hvilket den også gjorde. En oplevelse, jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle få på mit efterskoleår, var, at mine lærere hørte mig og forstod mig. De var ikke blot opmærksomme på mig som individ, de gjorde også noget ved det. Jeg fik lyst og motivation til at gå i skole. Jeg fik lyst til at lave mine ting og forberede mig til undervisningen. Det var da 100 gange sjovere at få høje karakterer end blot at bestå, som jeg havde gjort i min folkeskole. For mig var det et wake up call, som fik mig til at interessere mig for min skolegang.

Jeg startede efter mit efterskoleår på uddannelsen som elektronikfagtekniker. Med min nye tilgang til læring forsøgte jeg hele tiden at forbedre mig ved at lære af mine fejl. Det endte med, at jeg var blevet rigtig god til at lære og forbedre mig. Det kom til udtryk, da jeg fire år senere kunne stå med to 12-taller på mit svendebrev.

Herefter skete der en masse i mit liv, hvor jeg kunne bruge den vigtigste læring ”aldrig at give op” og ”man kan altid blive bedre”.

I dag sidder jeg på Københavns Universitet, afdeling Skovskolen, og er ved at færdiggøre endnu en uddannelse. Denne gang med en endnu større og brændende lyst til at få topkarakterer og gøre mit bedste. Det er ikke kun noget, jeg har lyst til, men noget jeg arbejder efter, jeg arbejder hårdt efter det.

Virker det så at arbejde hårdt for at få topkarakterer? Ja, for mig gør det. Jeg elsker, hvad jeg laver, og håber jeg kan arbejde med det resten af livet. Jeg har en enorm lyst til at forbedre mig og lære nyt. Jeg ønsker at skabe unik kvalitet, som jeg kan bidrage med på arbejdsmarkedet. Det har taget mig ti år at finde denne hylde, og jeg er glad for alle sving på vejen.

”Ja. Jeg er stræber, og jeg er forsat stolt af det!”

Hvor er magien?

Hvor er magien?

Rigtig mange af jer har, efter at jeg er kommet hjem fra min vandring på Caminoen i Spanien, spurgt mig, hvad Caminoen er for en størrelse? Hvad er det, den kan?

I den første tid efter min hjemkomst havde jeg svært ved at sætte ord på. Nu er brikkerne ved at falde på plads. Oplevelserne og den viden, jeg har erhvervet mig undervejs, arbejder videre på måder, som jeg aldrig havde forudset, men som hver dag føles som en gave, jeg får lov til at benytte.

I en verden, hvor alt går utroligt stærkt, er det at gå Caminoens knap 900 km på tværs af Nordspanien, som at lande i en tidslomme, hvor alting går langsomt, og hvor historiens vingesus er nærværende hver eneste dag. Hvor den hverdag, man kender, langsomt forsvinder ud i horisonten, og hvor tid er det eneste, man har. Til gengæld har man oceaner af den.

Den ene fod sættes foran den anden. Det eneste, man kan, er at slappe af, fordybe sig, nyde omgivelserne og lade tiden gå. Man udfordres til det yderste både fysisk og psykisk, men efter få dage, løsner sindet op, og man kommer ned i de dybere lag og får tænkt over spørgsmål, der ellers ikke er tid til at tænke over i en travl hverdag.

Undervejs sover man typisk på sovesale med 12-18 andre rejsende. Med sig har man kun det absolut mest nødvendige i en rygsæk, og vand til en dagsvandring på ca. 6-8 timer. Når man kommer i mål hver dag over middag, finder man sit overnatningssted. Tjekker ind, og bliver tildelt en seng, hvor man kan parkere sine vandrestave og sin rygsæk. Der vaskes tøj til dagen efter og der tages bad. Herefter vandrer man rundt på egen hånd i byen, man er ankommet til. Sætter sig og får lidt frokost. Tilbage på Alberget snupper man en middagslur eller hyggesnakker med de øvrige, der ankommer i løbet af eftermiddagen. Sidst på eftermiddagen samles folk og udveksler erfaringer, og så spises der tidlig aftensmad. Kl. 22.00 er der ro på sovesalen. Sådan går dagene én efter én. Primitivt, udfordrende og trættende, men på den gode måde.

Pilgrimsfilosofi

Der findes en pilgrimsfilosofi der bygger på 7 nøglebegreber: frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed, dvs. begreber, der modarbejder modernitetens stress og jag, zap og flimmer. Det er i bund og grund de 7 begreber man gennemlever, mens man går på Caminoen.

Der hvor jeg var i livet, da jeg tog af sted, var ikke kønt. Jeg var træt og udbrændt. Indrømmet, jeg har ikke passet særlig godt på mig selv de senere år, og alt har en pris, så set i bakspejlet var der faktisk ikke noget valg.

Det at sige op uden et sikkerhedsnet, som jeg gjorde tilbage i marts måned, og uden at have et nyt job, kan for mange være en kæmpestor og uoverskuelig størrelse, fordi det har så store konsekvenser. Pludselig er BMW’en erstattet med en cykel, direktørlønnen skiftet ud med understøttelse og ens selvforståelse får et gevaldigt knæk. Men mens man går der for sig selv på stierne i Spanien i 35-40 graders varme, op og ned ad bjerge, hen ad stier, der spejler sig i horisonten langt ude i det uendelig, med vabler, dårlige knæ eller hvilke udfordringer, man nu ellers møder fysisk, så dukker der helt andre ting op til overfladen.

Ens værdisæt og syn på livet ændrer sig skridt for skridt, godt hjulpet på vej af alle de fantastiske mennesker man møder, med alle deres livshistorier. Her er der ingen fine titler, her er vi bare mennesker uden fordomme, uden forventninger og uden pres. Alle med forskellig baggrund, religion og etnicitet. Vi kommer fra hele verden og har kun et fælles ønske: At vandre i fred og ro, mens vi langsomt finder fordybelsens klar svar, på de ting, vi hver især går og tumler med.

Alle steder mødes man med omsorg og et nærvær, jeg aldrig har oplevet andre steder. De gamle dyder og traditioner er fremherskende, og der hviler en magi over vejen, som jeg kun kan beskrive, som spirituel eller åndelig, og som gennemtrænger hvert enkelt menneske, der betræder stedet.

Historiens vingesus

Vi går i fodsporene på pilgrimme, der har ladet livet for at gå denne bodsvandring i gamle dage. De mange kirker og brostensbelagte byer skaber i sig selv stemningen af, at man er i en helt anden verden. Det skaber naturlig respekt og eftertænksomhed, og man bliver draget af historiens vingesus.

Men det er, når man går alene mellem byerne, ude i naturen på bunddække af blade eller kviste og småsten, på klipper eller ad nærmest ufremkommelige stier, at man, mens solens varme stråler rammer ovenfra, tømmer hovedet for tanker og ”går ind i sig selv”. Her dukker hengemte oplevelser og tanker op til overfladen, og de går ikke væk, før man, i den meditative rytme man går med, samler dem op og reflekterer over, hvad de i grunden vil. Og her begynder den sande healing.

Healing for alle de års slitage og fortrængninger man har proppet i rygsækken derhjemme, og som man håbede forsvandt, hvis man strammede snorene godt nok til.

Der var dage, hvor ord som kærlighed (eller mangel på samme), død, succes, fiasko, ensomhed, tro m.fl. dukkede op og krævede opmærksomhed, og det var da ikke ubetinget rart alt sammen, men i sidste ende var det utrolig befriende. Hvor tit har man tid til at tænke så dybt derhjemme, hvor hamsterhjulet drøner rundt, og døgnet har for få timer? Det har man jo aldrig, og derfor var det en kæmpe gave, at få lov til bare at gå og gå, den ene dag efter den anden.

Jeg kom igennem utallige udfordringer både fysisk og mentalt, og jeg fik lov til at udveksle liv og holdninger med unge såvel som gamle, som jeg mødte på min vej. Fantastiske historier hver og en. Det er som H. C. Andersen engang skrev: ”Hvert menneske er et eventyr skrevet af guds finger”, og de eventyr fik jeg lov til at tage del i. Nogle gange gik vi sammen 2 timer, andre gange en hel dag. De fleste dage gik jeg dog alene. Vi mødtes jo alligevel hver aften til middag, og for mig var det vigtigt at have dagens vandring og fysiske strabadser for mig selv, så jeg kunne gå i mit eget tempo og ikke blev forstyrret i mit tankemønster og min fordybelse.

Hvad får man med sig?

Så hvad har Caminoen givet mig? Den har givet mig ro i sjæl og legeme, og jeg har fået et nyt sæt værktøjer, som jeg anvender hver eneste dag. Mit syn på verden og på mennesker er blevet bekræftet på den gode måde. Jeg har fået fornyet kærligheden til livet og til de mennesker, jeg har i mit liv. Nu ved jeg, hvad jeg vil med mit fremtidige liv og i særdeleshed, hvad jeg IKKE vil, og det er for mig det vigtigste!

Jeg tror, at man som en del af en proces bliver ”klar” til at gå Caminoen, og at man, når man begynder sin vandring, er nået til et punkt i sit liv, hvor man ønsker at ændre på sin tilstand, sit arbejde, sit privatliv, eller hvad man nu har af ting, der fylder oven i hovedet. Mens man går Caminoen, begynder man at reflektere og lidt efter lidt finder man selv svar og får sat ord på de enkelte udfordringer.

I en hverdag, hvor det længe havde handlet om ”jeg” i stedet for ”vi”, har jeg fået prioriteterne på plads. Jeg har nu langt større overskud, handlekraft og glæde i min hverdag. Den indsigt, jeg fik med mig fra turen, benytter jeg hver eneste dag, både over for mig selv, men i særdeleshed også over for andre. Jeg kan i den grad mærke, at min styrke og mit nærvær er kommet tilbage med fornyet kraft. Kort sagt, er jeg kommet enormt styrket ud på den anden side og er blevet en væsentlig bedre version af mig selv.

Jeg kan kun anbefale enhver at tage af sted, jo før desto bedre. Man bliver uden tvivl et bedre menneske bagefter. Om det så kun er 14 dage, det er ligegyldigt. Det er så stor en oplevelse og ren balsam for sjælen og for de valg, vi træffer, at det burde være enhver forundt.