Del kagen …

/0 Kommentarer/i /af

Del kagen …

Lige nu holder hovedparten af vi danskere efterårsferie. Mange er aktive, rejser ud og gør en masse ting sammen med familie og venner. Ting og oplevelser vi hver især kommer tilbage på vores arbejdspladser, i skoler og på institutioner og fortæller om, når ferien er slut.

Alt for mange er ensomme, og det bliver særlig synligt i ferierne. Derfor er det måske nu, du har overskud til at gøre en forskel ved at invitere en ensom naboen, genboen eller en i dit netværk på kaffe og kage.

Selvfølgelig er det ikke dit ansvar alene, at andre er ensomme. I min optik er vi alle forpligtede til at drage omsorg for hinanden. Hvem ved, hvornår ensomheden rammer os selv eller vores børn og unge? Så ville det da være rart, at der til den tid var nogen, der rakte hånden frem mod os …

Det er nu du og din familie har chancen for at invitere den kammerat fra børnehaven, klassen eller fra gaden, som I inderst inde godt ved, har det svært og er ensom.

Vi kan alle lære noget nyt om os selv og hinanden, når vi er modige nok til at spejle os i dem, vi ikke ligner. Det er godt for os, for vores børn og for vores samfund. Det skaber gensidig tolerance, forståelse, omsorg, indsigt og nysgerrighed. Værdier der er vigtige for os alle på vores vej gennem livet, så vi kan navigere respektfuldt og med øje for det fælles bedste.

Åbn din dør for et andet menneske, og få en gave der rækker langt ud over det, du investerer!

Rigtig god ferie.

Foto: Henry Be

Brøler du bare?

/0 Kommentarer/i /af

Brøler du bare?

Hvilke forudsætninger/kompetencer kalder fremtiden på blandt vores børn og unge?

Jeg er optaget af min facilitatoruddannelse i Billund hos CoC Playful Minds, hvor der er fokus på børn og unge i forbindelse med facilitering og samskabelse.

Noget af det, der har bidt sig ekstra fast i mit hoved, er det forhold, at vores kreativitet topper og langsomt forsvinder fra 10-års alderen, hvis vi ikke gør noget!

Hvordan får vi den så tilbage igen? OG hvad betyder det, hvis vi ikke gør?

Forskning har vist at kreativiteten stiger 60% under en gåtur, og oplevelsen sidder langt længere i kroppen. Lad os derfor håbe, at tendensen med Walk&Talk og gåture i landets skove fortsætter – i fritiden såvel som under arbejde og uddannelse.

Måske bør folkeskoler og uddannelsesinstitutioner henlægge en del af deres undervisning til gåture. Det vil måske endda afhjælpe nogle af de mange udfordringer, der vokser frem omkring ensomhed og angst.

Betyder det noget, at vi ikke tør være kreative, at vi ikke udfolder vores fantasi? Er det derfor, vi bliver begrænsede og angste for at fejle i vores voksenliv? Det leder til endnu et spørgsmål. Hvis vi ikke tør fejle, hvordan skal vi så udvikle os og lære?

Det er tankevækkende at mange af os som børn elsker at tegne små figurer, pindemænd og -koner, fantasien hjælper os på vej, det behøver ikke at være perfekt, historierne opstår undervejs, og vores fine tegninger bliver til eventyr, vi stolte viser frem. Vi prøver os frem og er ikke begrænsede af alt det, vi senere i den bevidsthed, der opstår omkring tredje klasse, bliver bedømt på, og som viser sig enten at være korrekt gengivet eller forkert gengivet i vores tegninger.

Det vil sige, at vi i alderen 10-12 år lærer, at vi enten er gode eller dårlige til at tegne. Vi ved det faktisk ikke, før nogen fortæller os det, når de begynder at give os karakter, måle os op mod andre og korrigerer og synliggør, at vores tændstikmænd og -kvinder ikke er mere og andet end tændstikmænd og -kvinder. I den kontekst ligger det, at vores tegninger ikke er gode nok, og det registreres for første gang som et chok i vores bevidsthed, vores tryghed forsvinder, og oplevelsen sætter sig muligvis som et traume.

Jeg har mødt utallige voksne, der ikke siden 10-12-års alderen har rørt en farveblyant eller tegnet så meget som en krusedulle i angst for endnu engang at blive afsløret i, at de ikke kan tegne perfekte tændstikmænd og -kvinder. Nogle har i den sammenhæng glemt at fortælle dem, at det slet ikke er resultatet, der tæller, men processen og vejen derhen.

Hvem husker ikke det foldede stykke papir, hvor man tegnede videre på hinandens tegning og til sidst fik et fantasidyr eller en fantasifigur i mangfoldige farver og med mangfoldige udtryk? En fantastisk historie blev formidlet i fællesskab, og enhver bragte sit med til tegningen, alle havde værdi for historien.

Så er det, der mangler, for at vi kan udvikle vores fantasi og kreativitet, blot tryghed!

Koblet med den viden vi har, om at børn i dag har en meget mindre aktionsradius (bevægelsesfrihed) i forhold til tidligere – hvilket igen har store konsekvenser for deres fysiske og psykologiske udvikling, kunne man måske afhjælpe flere fremtidige udfordringer i undervisningsformen, ved at kigge på leg og læring.

Det, vi kigger ind i, i Billund og på uddannelsen som facilitator, er i særdeleshed samskabelse med børn. Her har vi et særligt fokus på tryghed. Tryghed i gruppearbejde. At skabe tryghed i form af refleksioner to og to frem for mange elever i grupperne. At vænne børn til korte refleksioner med forskellige partnere i hverdagen.

Måske gælder det også for vores unge, måske har de også brug for mere tryghed!

Måske har de brug for at finde tilbage til deres kerne af kreativitet, få deres bevægelsesfrihed tilbage og skabe trygheden to og to ad gangen, så fundamentet til resten af livets udfordringer kommer rigtig på plads, og de får lyst og mod til at udfolde sig igen – alle sammen!

I et samfund, hvor alting ændrer sig i hast, hvor kravene til den enkeltes faglige kompetencer og det akademiske niveau er blevet skyhøje, hvor det er en forudsætning at være forandrings- og omstillingsparat, at kunne samarbejde tværfaglig og i teams, være agil og forstå det digital mulighedsrum, er udfordringerne til at få øje på i forhold til de omkostninger, der er begyndt at dukke op hos den kommende generation.

Måske er det på tide at stoppe op og tænke over fremtiden og de værktøjer, der er til rådighed ud fra de krav, vi stiller. Er de tilstrækkelige? Hjælper det at gøre mere af det samme, eller skal der helt nye metoder i brug? Skal vi måske have den helt grundlæggende tillid tilbage på banen?

“Børn skal have en opdragelse, der svarer ikke til den nuværende, men derimod den fremtidigt bedre tilstand for menneskeheden. Det vil sige, til meningen med menneskeheden og hele dens bestemmelse” (Immanuel Kant 2000, 58).

Det, der vejer tungest i forhold til at arbejde succesfuldt i teams/grupper – som jo er en forudsætning for at lykkes som menneske i dag, er særligt tre kompetencer:

Relationskompetence

Refleksionskompetence

Meningskompetence

Disse tre kompetencer skal mestres af det enkelte menneske, hvis vi som samfund skal overleve.

Derfor er det en forudsætning, at dem, det handler om, skal inddrages!

Vi kræver mange ting og sætter ofte barren højt i vores bestræbelse efter at skabe resultater, men hvis vi ikke gør os den ulejlighed at spørge, hvad der giver mening for dem, der tegner vores fremtid, så misser vi den åbenlyse chance for at samskabe et bedre og mere holdbart fundament – og måske køber de i virkeligheden ikke ind på vores præmis, så kan vi jo stå der med alle vores krav, ene og alene …

”Fremtiden kalder på fællesskaber. Når man ved, at globalisering er et livsvilkår, at læring er socialt-kulturelt betinget, at kundskaber i sig selv har en hurtig udløbsdato, at omsætningshastigheden på viden stiger og stiger, at uddannelsessystemet skal levere livsduelige mennesker og effektive medarbejdere, så er fremsynet undervisning og opdragelse i skolen nødvendigt! ” (Helle Bjerresgaard, Kvan. S.54-69, Tidsskrift for læreruddannelse og skole nr. 107.)

Så hvilke tanker gør du dig om fremtiden og dine børn og unges lykke? Fremtidens arbejdsplads og samarbejdsformer?

Måske giver CoC Playful Minds samskabelsesstjerne, det etiske ansvar/bevidste børnesyn også mening for dig:

En fælles sag – engagerende fællesskab om at skabe noget sammen

Meningsfuldhed – motivation og glæden ved at fordybe sig sammen med andre med forskellige formål

Ligeværd – ligeværdige relationer og anerkendelse af den nødvendige forskellighed

Tillid – tillidsfulde relationer og rum der skaber tryghed til hinanden og til processen

Tydelige rammer – troværdighed i forskellige formål, proces, aftaler, relationer og roller

De kan noget helt særligt hos CoC Playful Minds. Det starter med vores børnesyn. Fremtiden skal samskabes med dem, der skal leve i den …

Fotograf: Jean Wimmerlin

Når konkursen rammer

/0 Kommentarer/i /af

Når konkursen rammer

Konkurs er ikke kun en erhvervsting, det er også personligt, så hvordan føles det?

Jeg lever i dag af at rådgive andre om deres arbejdsliv, deres strategier, samarbejdet i ledelsen og på tværs af deres organisation. Jeg hjælper kort fortalt virksomheder med at skabe bedre resultater via deres kommunikation og interne trivselsarbejde. Jeg rådgiver også i privat regi som coach for par, singler og unge med udfordringer.

Hvad berettiger mig til det? Er jeg klogere, bedre og har mere erfaring end dem, jeg rådgiver?

Hm, nok ikke, men jeg har gjort det til min levevej, og derfor har jeg gennem de sidste mange år søgt indgående viden og ad den vej fået indsigt og læring om lige netop de ting, der spejler adfærd, kommunikation og konflikthåndtering. Jeg har lagt mig fladt ned i mit eget liv og kigget på alt det, der er gået godt, og alt det, der ikke er, og så har jeg kogt lagen godt og grundigt ind og rejst mig igen for at hjælpe andre i lignende situationer. Jeg har naturligvis også uddannet mig undervejs, så jeg kan dokumentere, at mine værktøjer er valide og virksomme.

I kender det garanteret godt, det der med at sidde på en café og kigge på mennesker i stilhed. Se hvordan vi gebærder os, se hvordan vi gestikulerer, hvordan vi spejler os og taler med hinanden og andre. Det er en enorm lærerig måde at betragte livet, kulturen og det enkelte menneske på.

Sådan har jeg i de sidste mange år betragtet dem, jeg har mødt – professionelt og privat. Set hvordan de har været i livet, set deres glæder og sorger, betragtet deres konflikter, adfærdsmønstre og ageren. Uden at dømme har jeg noteret mig, hvordan vi som mennesker agerer og bevæger os rundt blandt hinanden, hvad der skaber læring og udvikling, og hvad der ikke gør.

Og ikke at jeg tager patent på sandheden, men det har givet mig en særlig indsigt. En særlig viden og en nysgerrighed på, hvordan vi løser konflikter, bliver klogere og tackler udfordringer. Hvad siger vi med vores krop og sprog, verbalt og non-verbalt, og hvordan kommer vores intuitive sprog op til overfladen, når vi bliver presset. Vores systemer og mønstre ligger så dybt og så forankrede, at vi mange gange rent retorisk ikke selv har kontrol over den kommunikation, der dukker op i de enkelte situationer – i hvert fald så længe vi ikke er bevidste om det!

Med udgangspunkt i min læring, mit arbejde med trivselsfremmende adfærd i virksomheder, mit coachingarbejde og med baggrund i min egen konkurs tilbage i 2016, holdt jeg i juni et to-timers indlæg om krise-psykologi i forhold til, hvad der er afgørende i dialogen med en kriseramt person og dennes familie. Alle de spor der sætter sig og skaber den platform, hvorfra man enten kan træde ind i offerrollen og lægge sig ned eller rejse sig som kriger og kommer videre i livet.

Indlægget blev afholdt for 20 af landets Early Warning konsulenter på deres 2-dags seminar, der blev afholdt for første gang i år.

For at give et lille indblik i den verden man befinder sig i som kriseramt/konkursramt, benyttede jeg en øvelse, der var designet til at udfordre de enkelte deltagere på deres grænser og intimitet – nøjagtig som kriseramte mennesker rammes, hver gang de møder et andet menneske og skal dele deres historie, frivilligt eller tvunget.

Jeg bad hver deltager trække et Tankevækkerkort/samtalekort fra de tre borde nederst i lokalet, hvor jeg havde bredt kortene ud. Hvert kort har et billede på den ene side og et livscitat på den anden. Kortene har jeg selv udviklet gennem årene. De aktiverer det der ligger øverst i bevidstheden hos den enkelte, så når spørgsmålet/opgaven er defineret, vil øjet automatisk fange det billede eller den sætning, der kan frisætte det, der presser sig på.

Inden de begav sig ned i lokalet, fortalte jeg dem, hvad opgaven gik ud på. De skulle hver især trække det kort, der tiltrak deres øje. Herefter skulle de finde sammen to og to med en de ikke kendte eller havde ringe indsigt i, og så skulle de fortælle hinanden noget personligt, de aldrig tidligere havde delt med nogen og vigtigst af alt, så skulle det være en grænseoverskridende oplevelse, tangerende det intimiderende, de skulle dele med hinanden. Det var ikke historier, der efterfølgende skulle deles med de øvrige deltagere, men de skulle bryde grænser med hinanden.

Der blev meget stille i lokalet, og da de kom tilbage efter 10-15 minutters samtale, vidste jeg erfaringsmæssigt godt, at mange havde talt om alt muligt andet og slet ikke havde haft lyst til at dele sådanne oplevelser – det var i virkeligheden det, opgaven gik ud på at belyse.

Det kastede lys over, hvor svært det er som menneske i almindelighed, at dele de ting, der betyder noget for os hver i sær. Særligt de ting, der er svære og gør ondt. Så når et konkursramt/kriseramt menneske, bliver invaderet af advokater, bankfolk, revisorer, erhvervskollegaer, behandlere, jobcenterkonsulenter og mange andre, der træder ind i ens liv og pludselig forventer at få adgang til det mest intime, så bliver det en udfordring. Det personlige værn, man tidligere har haft, som har skærmet en mod krænkelser og intimidering, er pludselig fjernet. Alt bliver endevendt, og der er stor risiko for, at man føler sig rendt over ende.

Selv den advokat, man har hyret, bliver pludselig bankens bedste ven, og fordi man aldrig har stået i situationen tidligere, er man slet ikke forberedt, kender ikke forløbet, ved ikke at det er sådan gamet fungerer, og at et konkursforløb kan vare et helt år eller længere, før den endelige konkurs er stadfæstet, og man måske kan rejse sig og komme til hægterne igen.

Det føles, som om man er tilskuer i sit eget liv. Som om man befinder sig i en boble/et vakuum, hvor man dag for dag bliver mere og mere afklædt, og fordi man fra den ene dag til den anden pludselig går fra at være stor succes til stor fiasko (i eget hoved), bliver man fuldstændig handlingslammet i en lang periode.

Nøjagtig som de 20 konsulenter pludselig blev det, da de skulle dele intime oplevelser med en fremmed, den dag på deres seminar. Følelsen af ikke at kunne sige nej, men samtidig ikke have lyst til at give personlig indsigt til en fremmed, er nøjagtig den følelse en konkursramt/kriseramt person går rundt med. De kan ikke sige nej tak.

Det kræves af dem hver dag, måske gennem et helt år eller længere, at de lægger alle informationer på bordet, åbner op for deres livsværk og deler ud af de mest intime detaljer, privat og erhvervsmæssigt.

Mange gange gennem en lang og opslidende konkurs/krise glemmer advokater, bankfolk, revisorer og alle andre at spørge om det mest basale og helt grundlæggende: Hvordan har du det i grunden, sådan helt inde i dit hjerte? Kan du sove om natten? Får du noget at spise? Hvem har du at tale med om alt det her? Ofte er man alene, man kan ikke engang tale med familie eller venner om tingene. Det er jo skamfuldt, og man føler skyld, fordi man er endt i en konkurs-/krisesituation, og økonomisk hiver man måske familien med i faldet. Alt ender med at blive mekanisk, noget du bare gør, fordi andre beder om det.

Derfor var det en virkelig lærerig oplevelse, da konsulenterne skulle ”blotte” intime detaljer om sig selv over for en ”fremmed”, og reaktionerne udeblev bestemt heller ikke.

Efterfølgende blev jeg kontaktet af flere af deres konsulenter for yderlige dialog. En af dem udtrykte følgende på deres interne platform:

”I juni 2021 deltog vi i Early Warning regi på et to-dags Livline-kursus i Vejle – i øvrigt et godt kursus!

Jeg vil gerne fremhæve et indlæg, der omhandlede krise-psykologi, hvor Annette Friese havde et (personligt stærkt) indlæg, om hvad der sker med en virksomhedsejer, hvor succes bliver til fiasko, og fiasko til succes. Annette har skrevet bogen ”Kan du høre dit hjerte kalde?” som jeg efterfølgende købte. Jeg kan anbefale jer at købe bogen – den gav god værdi for mig.”
(Knud Qvist Lauritsen, Early Warning Rådgiver siden oktober 2015)

Indlægget og tilbagemeldingerne fik mig til at reflektere over alt det, der er hændt i mit eget liv siden 2016.

Intet er let, alt er svært i en krise, særligt første gang! Til gengæld er alt også muligt – og gevinsten er den læring, der følger med på godt og ondt. I morgen er en ny start!

Har jeg været nervøs gennem Covid-19? Det kan du bide skeer på, at jeg har!

Har jeg hængt i nødbremsen og tænkt konkurs igen? Åh ja, mange gange!

Hvad er anderledes denne gang? Jeg har prøvet det før, og jeg ved, at jeg kommer igennem det som menneske, hvis uheldet igen skulle være ude!

Hvad har tidligere konkurs lært mig? At bede om hjælp. Jeg er ikke vanvittig god til det endnu, men jeg øver mig hver dag, for det er vigtigt!

Hvad er mit bedste råd til konkursramte/kriseramte erhvervsledere? Lad være med at gemme dig, rank ryggen og bed om hjælp i tide. Du har uden tvivl gjort dit bedste, og i det mindste har du haft hånden på kogepladen og prøvet – alternativet var værre!

Hvad husker jeg bedst fra min egen konkurs? En god ven hviskede mig i øret, da jeg hang længst ude på grenen, lige før konkursen ramte: Vi har alle sammen prøvet at være helt tæt på en konkurs, Annette, ingen går fri, nogle er bare heldigere end andre og klarer rejsen tilbage på solid grund i tide. Så der er ikke noget at være flov eller skamfuld over!

Den sætning har jeg taget med mig videre ud i livet. Det var de ord, der gav mig luft, og de ord, der hjalp mig op igen. Om det så er held eller dygtighed, der hjælper folk gennem en krise, det er nok en sandhed med modifikation, men dem, du omgiver dig med i din hverdag, er også dem, der hjælper dig tilbage på sporet – eller ikke. Så det er måske værd at kigge dig omkring og spørge dig selv, om det er den besætning, du har lyst til at have ombord, hvis stormen rammer – både privat og i erhvervsregi!

En bankdirektør sagde engang til mig, da han hævede renten: Det er dyrt at være fattig – og det er sandt!

Men tro flytter bjerge, og konkurs eller krise er kun et øjebliksbillede i et helt liv, og den læring, der følger med, er uerstattelig – mange gange gør det dig i virkeligheden til et langt bedre menneske.

Har du lyst til at læse mere om Tankevækkerne, købe dem eller min bog, finder du begge dele på KOTU’s hjemmeside www.kotu.dk – (kortene kommer på lager medio august)

Ønsker du at tilmelde dig min blog – og i fremtiden modtage mit seneste blogindlæg direkte i din postkasse, kan du gøre det lige her: https://kotu.dk/kontakt/kontakt-info/

Sidst, men ikke mindst, kan du læse mere om Early Warnings fantastiske arbejde med kriseramte virksomheder https://earlywarning.dk/om-early-warning/om-early-warning 

Hold snitterne for dig selv

/0 Kommentarer/i /af

Hold snitterne for dig selv

Lige om lidt går jeg på ferie. Det er første gang siden 2017, så jeg har virkelig glædet mig.

Jeg har op mod ferien i mit terapirum haft en del besøgende, som jeg har coachet og sparket kærligt bagi. Det har både været unge med udfordringer, familier og par. Fælles for dem alle er, at kommunikationen halter voldsomt. Træthed og slid har sat sig, og overskuddet til at forstå hinanden kan ligge på et meget lille sted.

De har selvfølgelig ikke noget umiddelbart ønske om at misforstå hinanden, pege fingre eller skændes, men måske fordi kærligheden, omsorgen og fællesskabet er blevet overset i hverdagens travlhed, er de endt lige der, hvor forståelse og overskud til at se hinanden, virkelig se hinanden, er forsvundet.

I Danmark er vi ret gode til selvudvikling og ret gode til ”jeg”, måske er vi knap så gode til fællesudvikling og ”vi”. Ikke af ond vilje, men fordi vi jo ikke kan være noget for andre, hvis vi ikke kan være noget for os selv – eller det er i hvert fald det, vi får tudet ørene fulde af. Du skal lære at elske dig selv først …

Jeg siger det jo selv til dem, der kommer i mit terapirum, og jeg mener det virkelig. Desværre er jeg’et i bund og grund også en af de væsentligste årsager til, at det går galt i så mange forhold.

Når først vi begynder at arbejde indad, og vi finder os selv, finder vores indre jeg og den kraft, der er medskaber til vores liv, og de valg vi træffer, så er det også den læring, vi tager med os ud i livet. Det er den indsigt vi møder andre med, og den kraft der styrer vores valg. Her er det jeg’et, der råder. Jeg’et der styrer, og jeg’et der sætter dagsordenen.

Jeg’et tager vi med os hver dag på arbejde, i fritiden og i familien, og måske er det derfor, der opstår et vakuum og en forvirring, når vi i parforholdet, i familien og i vores omgang med andre strander og møder modstand. Måske havner vi oven i købet i flere dårlige konflikter, end vi behøver.

Sandt er det i hvert fald, at vi uforvarende glemmer at spørge, hvad vores omgivelser har brug for. Ofte tager vi udgangspunkt i vores egne behov og transformerer dem til andres behov. Vi får ikke forventningsafstemt, men går ud fra at vi ved, hvad andre har lyst til og behov for. Vi syntes, at vi kender deres ønsker og behov. Det gør vi bare ikke altid.

Ofte bruger vi et helt liv med at syntes og tro om andre.

Vi vil umiddelbart altid tage udgangspunkt i vores egne behov og ønsker. Derfor tror vi også, at vores ”gave” til andre bliver modtaget i samme ånd, som den bliver givet, hvilket er langt fra sikkert.

Gary Chapman spørger i sin bog Kærlighedens 5 sprog, om du og din partner taler samme sprog. Det er et ret godt spørgsmål, og et spørgsmål der også kan stilles i forhold til dine børn, dine venner og dine kollegaer – fysisk berøring skal i givet fald tolkes anderledes end i parforholdet og mere i retning af en hånd på skulderen eller et knus/kram, afhængig af den enkelte.

Typisk har man 1-2 sprog, der ligger højest på barometeret, og som giver glæde og sommerfugle i maven.

De fem sprog er:

 

Anerkendende ord

Tid til hinanden

At modtage gaver

Tjenester

Fysisk berøring

 

Så hvis dit eget kærlighedssprog er berøring, og din kæreste ikke har berøring som et kærlighedssprog, der hitter, vil jeg klart anbefale, at du holder snitterne lidt for dig selv i sommerferien. Man vil altid være tilbøjelig til at bruge sit eget kærlighedssprog som ”gave” til den anden part, derfor vil du formodentlig bruge det meste af ferien på at røre ved din kæreste, da det jo er den ultimative lykkefølelse for dig selv.

Det vil dog være spildte kræfter og i bedste fald blot skabe irritation – i værste fald skilsmisse.

Det er er en rigtig god idé at finde ud af, hvad der er din kærestes kærlighedssprog, så du ikke kaster perler for svin, men bruger dit krudt rigtigt. Det ligger dybt i os alle, at vi gerne vil glæde den/dem, vi elsker. Vi ønsker inderligt at gøre hinanden lykkelige, og for det meste beror negative konflikter på misforståelser og manglende indsigt.

Dit kærlighedssprog kan være lige så forskelligt fra din partners, som kinesisk er fra dansk – Gary Chapman

Derfor giver det god mening at gøre sig umage med at finde hinandens kærlighedssprog og behov. Forventningsafstemme og drage omsorg for hinanden – både i hverdagen og i ferien.

Af samme årsag tager jeg derfor heller ikke på ferie uden at forventningsafstemme. Selvom vi har været venner og kendt hinanden i mange år, er det første gang vi skal afsted på ferie sammen, så over en hyggelig middag i sidste weekend tog vi de første spadestik til ferien og fik forventningsafstemt med hinanden. Det betyder, at vi begge trods det, at vi aldrig tidligere har holdt ferie sammen, føler os trygge, og hver især er blevet hørt og forstået i vores ønsker til det at holde ferie sammen. Det kan derfor kun blive godt!

For alle dem, der kommer i mit terapirum, gælder det samme. Hver gang de får øje på deres og andres kærlighedssprog, går der et lys op for dem. Det er så meget lettere at vise respekt og bringe gaver, når man ved, hvad der gør hinanden glad og lykkelig. Der er ingen grund til, at man gennem et helt liv gør sig umage med noget, der aldrig vil blive opfattet af den, man elsker, som en kærlighedsgave – blot fordi man ikke sender på samme kanal og i misforstået godhed, giver det, man selv ønsker i troen på, at det, er den ultimative kærlighedserklæring …

Rigtig god ferie!

Hvor mange af dine kollegaer føler sig ensomme – og hvorfor er det dit problem?

/0 Kommentarer/i /af

Hvor mange af dine kollegaer føler sig ensomme – og hvorfor er det dit problem?

Det er det, fordi ensomhed rækker længere ind i arbejdslivet, end du regner med.

Netop nu er 77 organisationer på tværs af sektorer, brancher og fagområder gået sammen i en appel til Danmarks politikere. En appel om at TAGE ENSOMHEDEN ALVORLIGT!

Ensomhed kan ramme alle aldersgrupper. Det er ikke forbeholdt udfordrede unge med eller uden job og uddannelse. Alle kan rammes af ensomhed, uanset alder og samfundsgruppe.

 Sunde fællesskaber er ikke givet til enhver, og prisen på ensomhed estimeres til, hvert år at koste samfundet mindst 8,3 mia.

 Flere lande har på den baggrund etableret særlige ministerier og nationale strategier mod ensomhed; lande som England, Skotland, Wales, vores naboland Norge og senest har Japan udpeget en ensomhedsminister i februar 2021.

 Ordene er ikke mine, men stammer fra et inspirationsoplæg fra Røde Kors og Ældresagen med de 77 organisationer som medunderskrivere til en national politisk strategi mod ensomhed!

SAMMEN MOD ENSOMHED.

Ensomhed er en stigende samfundsudfordring, og lader vi ensomheden fortsætte med at stige, er der risiko for, at flere rammes af fysisk og psykisk sygdom, mistrivselen vil øges, og det kan i sidste ende gå ud over vores produktivitet og sammenhængskraft. 

  • 380.000 (over 8 pct.) voksne føler sig svært ensomme. Heriblandt 125.000 unge mellem 16-29 år (12 pct.)
  • Blandt ældre (65+) oplever 55.000 svær ensomhed
  • 6 pct. af børnene i alderen 11-15 år føler sig ofte eller meget ofte ensomme
  • Sygdom øger risikoen for ensomhed væsentligt. Har man multisygdom, er risikoen for svær ensomhed dobbelt så stor som for personer uden sygdom. Én ud af tre med længerevarende psykisk sygdom oplever svær ensomhed

Så, når du sætter fokus på trivsel og mental sundhed i din virksomhed i det kommende år, kunne det være en rigtig god idé at bringe temaet ensomhed ind i jeres trivselsarbejde og interne drøftelser på tværs af afdelinger, i ledelsen og i organisationen generelt.

Jo mere vi taler åbent om det, der foregår i skyggen, og som kun får kraft og magt, når vi holder det under låg, desto bedre arbejdsmiljø og plads til tværfaglige fællesskaber er vi med til at skabe. Med 380.000, der er ramt af ensomhed, findes der uden tvivl også et par stykker i din virksomhed, som kan bruge en kærlig hånd i ryggen.

Ensomhed er en samfundsudfordring vi i bund og grund alle kan blive ramt af, når vi enten kommer i krise, bliver syge, bliver forladte/skilte eller fra tid til anden har svært ved at finde vores plads i livet eller i fællesskaberne. Alle fortjener et godt fællesskab og mulighed for et lykkeligt liv sammen med andre!

Du kan finde det fulde oplæg på Røde Kors’ hjemmeside.

Hvis du syntes, det er svært at tale om, er der hjælpe at hente. Tankevækkerne er en række reflektions- og samtalekort, der kan bruges til en bedre dialog – med dig selv og andre.

Yderligere information om Tankevækkerne findes her på siden https://indd.adobe.com/view/313ae531-4af6-4f05-a73a-0d279e398488

 

Hvorfor er jeg så træt?

/0 Kommentarer/i /af

Hvorfor er jeg så træt?

Det er, som om jeg på et år er blevet 80 år gammel og ikke magter mit fuldtidsjob. Er det vaccinen eller er det mig?

Rigtig mange går rundt med netop denne følelse lige nu. Det er, som om vi ikke magter helt det samme som før – eller i hvert fald ikke på samme præmis. Tempoet er kommet ned i gear, og vi arbejder anderledes med opgaverne, end vi gjorde tidligere. Vi er stadig super effektive, men noget er alligevel hændt, noget har ændret sig i vores tilgang til arbejde og vores måde at være i livet på.

At vende fysisk tilbage på vores arbejdsplads giver en anden rytme end den, vi har oparbejdet gennem de sidste 14-15 måneder. Det støjer mere at være fysisk sammen, og at skulle forholde os til kollegaer, ledere og vores fysiske arbejdsplads kan være en stor udfordring lige nu. Det er længe siden, vi sidst har været fysisk i rum med andre end vores nærmeste, så det kræver noget andet af os, hver især. Det kan godt være udmattende.

Nu skal vi igen stå tidligere op. Vi skal være sociale og involverende. Lidt sat på spidsen skal vi også til at tænke over, hvordan vi ser ud, hvad vi har på, og hvad vi skal have til frokost den pågældende dag. Den gamle struktur vender tilbage, vi skal planlægge dagen på en anden måde, end vi længe har været vant til. Vi bestemmer ikke længere selv over dagen og over, hvordan vi planlægger vores tid. Nu skal vi igen passe ind i faste rammer. Det kræver mere, end vi lige regner med. Så selvfølgelig er vi ekstra trætte, og selvfølgelig tager det tid at komme tilbage til de vante rammer.

Forventningsafstemning

Det giver uomtvisteligt rigtig mange uhensigtsmæssige tanker, uro og uvished hos den enkelte medarbejder i forhold til hvad fremtiden bringer. Den enkelte står over for en række svære valg i forhold til fortsat at opretholde en sund og funktionel hverdag. En hverdag der kan rumme hensynet til både arbejde, familie og fritid på den måde, vi nu har vænnet os til at være sammen – og alene. Normer og individuelle behov har givetvis ændret sig.

Hvis der ikke er meldt konkret ud, hvordan I vender tilbage og i hvilken rækkefølge og under hvilke forudsætninger, kan det let skabe unødvendigt støj og stress hos den enkelte.

Det er vigtigt, at alle med ledelsesansvar i din organisation tager en 1:1 samtale med hver enkelt medarbejder i sin afdeling for at skabe tryghed og afmystificere fremtiden.

• Hvordan har den enkelte medarbejder haft det gennem de sidste 14-15 måneder? Hvad har været godt? Hvad har været knap så godt?
• Hvordan har resultaterne været i den forgangne periode arbejdsmæssigt?
• Hvad står der på ønskesedlen hos den enkelte medarbejder? Kan det indfries? Hvad er kompromiset?
• Hvordan har du bestået som leder gennem perioden?
• Få afstemt forventninger til fremtidens arbejdsplads. Hvad kan lade sig gøre, og hvad kan ikke lade sig gøre?

Udskamningskultur

Husk, at give plads til at dine medarbejdere kommer ordentligt tilbage. Sig højt, at det er i orden, at det tager lidt tid med at finde sig til rette. Det er en proces, og for nogle kan det være hårdere end for andre at vende tilbage til den fysiske arbejdsplads. INGEN er på fuld kraft fra dag et, det tager tid at socialisere sig igen.

På lederniveau er det vigtigt at få drøftet virksomhedens holdning til vaccination/ikke vaccination og krav til test ved fremmøde. Hvornår forventes det, at man lader sig teste? Er i arbejdstiden eller uden for arbejdstiden?

Der kan let opstå en udskamningskultur, hvis ikke ledelsen går ud med en fælles fortælling, og en fælles holdning til den rummelighed eller mangel på samme, man ønsker at signalere til både medarbejdere, samarbejdspartnere og omverdenen generelt.

Det er følsomt. Vi er ikke alle enige, og vi har ikke nødvendigvis samme udgangspunkt. Til gengæld har vi med garanti forskellig kultur, opfattelser og verdensbilleder. Der er mange følelser i spil, og derfor er det ekstra vigtigt at tage stilling og endnu vigtigere at formidle et fælles, tydeligt og konkret budskab, så alle er klar over, hvilken vej pilen peger og den holdning der ligger bag.

Velkommen tilbage!

Foto: Toa Heftiba

Hjerteblod er vel i sidste ende drivkraften?

/0 Kommentarer/i /af

Hjerteblod er vel i sidste ende drivkraften?

For ikke så længe siden læste jeg et opslag af en person, jeg længe har fulgt og beundret. Et opslag der gav mig dybe og interessante refleksioner. Et opslag der strålede af sårbarhed og drømme.

Personen er en ung kvinde, der gennem de sidste syv år har formået at trænge igennem lydmuren i erhvervslivet. Fagligt er der ingen tvivl om, at hun er dygtig, på højt niveau og kan måle sig med de bedste, men i min optik er det, der har gjort den helt store forskel, hendes behagelige væsen, hendes mod, personlighed og hendes nærvær. På forholdsvis få år har hun skabt sig en platform og et navn, der rækker langt ud over de lokale grænser, ja endda ud over landets grænser. Hun har kort sagt gjort det, mange drømmer om. Hun har skabt sit eget job, i sin egen virksomhed – og med stor succes!

Jeg har som sagt fulgt hende ganske tæt og med nysgerrighed. Hun har fra starten fascineret mig, udfordret mig og tirret mig i min egen selvforståelse og måde at sælge/promovere mig selv og min virksomhed på. Det har været fedt, fantastisk, lidt angstprovokerende, men noget jeg har brugt konstruktivt i min hverdag, og måden jeg har tænkt strategi på.

Hvis du interesserer dig lidt for digital markedsføring, ved du sikkert godt, som jeg, at hvis noget skal være interessant for andre at læse om, og du skal fange dit publikum, så skal du give en bid af dig selv. Så skal du stille dig ud på det yderste af vippen, derud hvor det hele bliver lidt sårbart, hvor du reelt risikerer og har noget på spil!

Hvor mange indlæg, blogs og artikler udfylder den rolle hen over et år? Hvor mange kan du huske af dem, du selv har læst det seneste år?

Opslaget jeg læste og som startede en tankerække, handlede netop om det med at stille sig til skue, vise sårbarhed og lade omgivelserne forholde sig til den smagsprøve, der blev lagt frem. Og lige der, blev opslaget og kvinden bag allermest sårbar. Tidligere har hendes opslag være en rejse, et forløb der løbende har flyttet sig, åbnet sig, foldet sig ud – både fagligt og menneskeligt, men lige den dag, blev det ”alt eller intet”.

Måske var det et led i en strategi, presale, personificering, salgstrick, kald det, hvad du vil, jeg købte i hvert fald ind på opslaget og handlingen og mærkede i det øjeblik en fælles følelse af sårbarhed, mod og drømme.

Hvorfor?

Fordi jeg kunne mærke hende helt ind i hjertekulen. Jeg kunne mærke hjerteblod og drivkraft hos et menneske, der ganske vidst lever af at promovere og sælge sine historier og har gjort det fantastisk gennem de forgangne syv år. Nu kommer så kronen på værket. Den ultimative udfordring. Der hvor charme, personlighed og faglig formåen møder hinanden og i fællesskab skal bringes i spil, tages alvorligt og vurderes af resten af verden. Nu kommer afgørelsens time. Bliver hun fundet for let, tilpas eller har hun begået en genistreg? Hvad syntes verden, fagfolk, omgivelser og smagsdommere i det ganske land om det, hun er i gang med at folde ud?

Skræmmende? JA, for enhver!

Hvad har det med mig, dig og alle andre at gøre?

Tja, alt eller ingenting, det bestemmer du sådan set selv. For mig gav det en fantastisk spejling. Både opslaget alene, men også alle svarene der kom i tråden nedenfor. Mange har en mening, mange ytrer sig, og nogle gange tager man sig til hovedet og tænker, at mennesker burde tænke, før de taler, men om ikke andet, så anskuer de jo blot verden fra en anden vinkel, end den man selv anskuer verden fra, og i bund og grund er alle meninger fine.

Hvor kommer læring fra?

Vi lærer ofte mest af dem, vi ligner mindst, og humlen er, at vi KAN fremkalde en reaktion. I en verden hvor information buldrer derud af og på daglig basis støjer voldsomt i vores bevidsthed, kræver det noget særligt at få opmærksomhed, positiv opmærksomhed vel at mærke!

Ifølge fagkundskaben har virksomheder i den private sektor en gennemsnitlig levealder på mellem 11-12 år, og det passer nok meget godt med, at mange går sukkerkold, og metaltrætheden breder sig ud i organisationen på det tidspunkt, hvis man ikke er opmærksom på at få ny energi ind i sin virksomhed.

Så er den umiddelbare sandhed, at hjerteblod, mod og retten til at vise sårbarhed forsvinder synkront med en virksomheds alder? Og er det i sig selv en fare for forstokkethed og degenerering?

Måske er det påkrævet, at vi engang imellem byder nye op til dans og kickstarte processen på ny. At vi tør fremstå nøgne og sårbare og gentænke, hvad vi egentligt er drevet af. Det må aldrig blive rutine at drive virksomhed. Nytænkning, fornyelse og strategi til at imødegå fremtiden er vitalt for overlevelse. Af samme årsag har jeg derfor flere gange slået på tromme for, at man i erhvervssammenhænge sætter iværksættere sammen med etablerede virksomheder på tværs af brancher, målgrupper og uddannelsesbaggrund – og gerne med fokus på de virksomheder, der nærmer sig 10-års alderen, når man nu ved, at de er særligt udsatte.

På den måde kan de nye lære af de gamle og danne fortroligt og dyrebart netværk. De gamle kan få et los i bagdelen af de nye, blive udfordret, få ny inspiration og indsigt og forhåbentlig genvinde engagement og lyst til samskabelse gennem fremtidige projekter. Det er i min optik WIN-WIN og ikke som i dag, hvor man mange steder i lokale netværk danner grupper ud fra omsætning, antal ansatte, branche eller anciennitet. Hvor er mod og nytænkningen henne i de konstellationer, for mig ligner det bare ”mere af det samme” …

Det, jeg tager med mig videre ud i verden lige nu, er ordene: mod, sårbarhed, hjerteblod og drivkraft. De ord vil jeg gerne giver videre til den næste generation – og til dem jeg møder på min vej. Spejlingen fra opslag der handler om andet end succes, perfektionisme og bundlinje kan så meget mere. Vi har brug for endnu flere indsigtsfulde og anderledes opslag på LinkedIn. Opslag der fortæller historier, giver læring, refleksion og indsigt til gavn for erhvervslivet, den personlige udvikling og individet.

Så kæmpe tak for inspiration til denne blog – må din kommende bog og dine fremtidige projekter inspirere langt ud i verden, og må dit mod bringe dig lige derhen, hvor du drømmer om, Anita Dalsgaard!

Fotografi: Engin Akyurt

Konflikter i en moderne verden

/0 Kommentarer/i /af

Konflikter i en moderne verden

Hvad står der på dagsordenen i dit liv, i din virksomhed, i dit arbejde?

Ved du i bund og grund, hvad vi som samfund har i vente, eller lukker du øjnene og håber, at det går væk?

Hvem handler du med? Hvor og hvordan handler du? Eller endnu vigtigere: med hvem, hvor, og hvordan handler du ikke?

I weekenden gik jeg i Egtvedpigens fodspor sammen med mine to voksne døtre. Turen førte os gennem et af Danmarks allersmukkeste naturområder, hvor størstedelen er fredet. Her forenes Vejle- og Egtved Å-dale i et unikt og storslået landskab, som istiden har skabt. Forunderligt, smukt og tankevækkende. Sikke en hård daglig vandring datidens folk var på for blot at overleve.

Her gik vi så på magisk vis en hyggesøndag i marts, helt frivilligt. Selvfølgelig fik vi lidt ondt i fødderne, våde sko og strømper, og den blide udmattelse var også en del af gaven, der bredte sig hen over eftermiddagen, da vi trætte vendte hjem til varm cacao og nybagte boller.

Tidligere på ugen havde jeg læst bogen ”En kvindes pris”, som er skrevet af den cambodjanske menneskeretsforkæmper Somaly Mam. En bog jeg aldrig kommer til at glemme igen, og som greb om mit hjerte samtidigt med, at den skabte en knugende sten af angst for fremtiden i min mave. Ikke for min fremtid, men for mine børn og mine børnebørns. Angst, ikke kun for piger, men også for drenge. Ikke kun for kvinder, men også for mænd.

Bogen skildrer, hvordan den vestlige verden tror, vi kan adskille tingene. At afstumpethed og analfabetisme tilhører lande langt væk. Lande der bygger på uvidenhed, tyranni, manglende uddannelse og adgang til information, lande der har et stort arbejde foran sig, og som ikke har noget med os at gøre. At symptomer, smitte og udfordringer kan inddæmmes og holdes i ave fjerne steder.

Somalys biografi viser, at vi tager fejl. I vores egen selvforståelse har vi ladet tingene skride. Som en pandemi breder sygdommen sig ud i den ganske verden, og vaccinen udebliver. Undertrykkelse og slavehandel er blevet in, og mens vi har travlt med at skabe bundlinje og trivsel i egne virksomheder, glæde og lykke i familien og blandt vores venner, vinder tyranni og mafiametoder frem mange steder i den vestlige verden i parallelle samfund – nu mere end nogensinde – også blandt verdens ledere og diplomater. Det værste er, siger hun, vi vender det blinde øje til.

Hendes historie og vandringen i fortidens spor passerede hinanden, mens jeg gik og reflekterede i det kuperede terræn i Egtved, alt mens små og store konflikter voksede sig større mellem mine døtre – sådan som det jo gør i selv de bedste familier, når vi er sammen mange timer ad gangen. Jeg tænkte på, hvor privilegerede vi virkelig er i et lille land som Danmark.

Kultur og dannelse

Og vi handler jo alle ud fra hver vores verdensbilleder. Vi kan i bund og grund ikke andet, og derfor er der også gradsforskelle i det, vi ender op med af konflikter. Det ene sted betyder konflikter udviklingspotentiale, uenigheder, manglende selvforståelse, sure miner eller dårlig opdragelse og uartig opførsel. Det andet sted betyder det ubærlige og rædselsvækkende forhold, ondskab og tortur, liv og død.

En ting er dog helt sikker, verden er blevet mindre, meget mindre. Rækkevidden og midlerne, der tages i anvendelse for at nå hinanden på godt og ondt, er uden for vores kontrol, og imens passerer hverdagen. Vi gør det, vi plejer, og håber på det bedste.

Jeg vil dog vove den påstand, at vi alle har en hæs indre stemme, der uafladeligt forsøger at få os i tale. En stemme der skriger ”så gør dog noget”. Der er noget galt i verden, der er noget galt i Danmark. Deres konflikter er også vores konflikter.

Ingen kan forblive blinde, døve og passive, hvis vi ønsker, at bevare den verden vores forfædre har kæmpet så hårdt for at forære os. Bevare demokrati, ligeværd, ytrings- og talefrihed og alle de andre muligheder, vi som mennesker i den vestlig verden har fået i gave, af dem før os, og som vi skylder den øvrige verden at værne om, så de også en gang kan få adgang til de samme privilegier som os, hvis de ønsker det.

Alverdens magtbalancer rykker sig i disse år, og hvis vi ikke passer godt på, ender ”the good guys” med at være passé, mens vi alle har hovedet vendt ned i tallene og spejder efter den næste million at score.

10 sunde råd til din virtuelle hverdag

/0 Kommentarer/i /af

10 sunde råd til din virtuelle hverdag

1. Start dagen med positive tanker. Hvad var dagens bedste oplevelse i går? Del den i teamet, hvis det er muligt. Det er beviseligt, at positive tanker smitter
2. Tilrettelæg din dag, så du ”møder ind” og ”stempler ud” fra arbejde hver dag på samme tid. Der er brug for tydelig adskillelse af arbejde og privatliv. Det skaber rammer og struktur. Lav evt. aftale med en kollega eller i jeres team, så I starter dagen med at sige godmorgen til hinanden på telefonen eller virtuelt, bare en kort samtale, hvor I bekræfter dagens opgaver for hinanden og kommer godt fra start. Gerne samme tidspunkt hver morgen
3. Planlæg din dag, hvilke opgaver har første prioritet, og hvilke ligger ud i fremtiden? Det er vigtigt at have pejlemærker og skabe mening i hverdagen. Se evt. afsnittet om mind dump
4. Gør dig umage, klæd dig ordentligt på, hold dine normale rutiner, så du bevarer dig selv og møder veloplagt og energisk ind hver dag – rutiner holder os skarpe
5. Skift hver anden kop kaffe/te ud med vand
6. Lav strækøvelser og gymnastik i løbet af dagens små pauser, det er vigtigt, at din krop ikke er i samme stilling i mange timer ad gangen. Lav det evt. som en daglig fælles aktivitet, styret fra centralt hold over teams, på et fastlagt tidspunkt på dagen
7. Sørg for at have adgang til frisk frugt og hold flere små pauser. Forkæl dig selv lidt mere, end du plejer. Prioriter dig selv, din mentale, fysiske og sociale sundhed!
8. Rejs dig og gå rundt, når du taler i telefon. Skift stilling, brug hæve- sænke-bord, hvis du har et, ellers brug køkkenbordet
9. Brug middagspausen til en gåtur i den friske luft
10. Benyt muligheden for ”Walk&Talk” møder – 1:1 eller i mindre grupper (dem der allerede er i din normale arbejds-/private cirkel)

Mind dump

Vores hjerne arbejder bedst og mest effektivt, hvis den skal fokusere på en aktuel opgave og ikke kæmpe sig igennem en skov af tanker, der presser sig på. Derfor er mind dump et godt værktøj.

Mind dump (også kaldet brain dump) er et værktøj til at tømme hovedet og skabe struktur i de 60.000 tanker, vi typisk har i løbet af en dag.

Brug evt. et digitalt notesværktøj (eller en notesbog, hvis det føles mere rigtigt for dig). Nedskriv dine tanker om hver enkelt opgave, når du kommer i tanke om den. Du kan bruge Rocketbook Everlast. Det er det værktøj, der kommer tættest på at skrive i hånden. Produktet bygger bro mellem den analoge og den digitale verden.

Når du på den måde får tanker og opgaver nedfældet, behøver de ikke længere optage plads i din hjerne. Det giver ro og bedre koncentration til det, der har førsteprioritet. Samtidig kan du sætte tjekmærke, når den enkelte opgave er udført. Det kan din hjerne godt lide, og derfor sender den dig belønningsstoffet dopamin, der får dig til at føle dig en hel del lykkeligere!

Det behøver ikke kun at være arbejdsrelateret. Mind dump er mindst lige så effektiv på hjemmefronten, hvis du har brug for at tømme hovedet for tanker, der står i kø i dit liv. Få tankerne skrevet ned, så de bliver synlige, så kan du efterfølgende løse dem i den prioriterede rækkefølge, du vælger. Livet bliver pludselig meget mere overskueligt, og din hjerne får ro og kapacitet til at samarbejde med dig og løse dine førsteprioriteter – så sover du også langt bedre om natten!

Lad os fange solstrålerne!

/0 Kommentarer/i /af

Lad os fange solstrålerne!

Det bobler i maven og jeg ville ønske, at jeg kunne skrige nyheden ud i den vide verden…

Det kan jeg forhåbentligt i løbet af den næste måneds tid, og indtil da, kan jeg bare glæde mig over, at noget nyt, noget magisk og noget helt fantastisk er på vej til at ske.

Jeg havde i sidste uge virtuelt møde med en potentiel samarbejdspartner af helt særlig karakter. Det var rent faktisk noget helt andet, vi holdt møde om, men under mødet fandt vi vej ind til et kommende projekt som kun er på tegnebrættet, og endnu ikke har set dagens lys. Et projekt som passer perfekt ind i mine fortrolige samtalerum via Tankevækkerne (mine samtalekort), og alle de erfaringer jeg gjorde mig på FGU-skolerne hen over sommeren.

Netop her til morgen er der så kommet svar i min indbakke. De ting, vi talte sammen om i sidste uge er blevet præsenteret i organisationen, og der er nikket til at det vil være spændende, at inviterer mig med ind i processen som en del af projektet, derfor vender de tilbage, når de er lidt længere i processen.

Uanset hvor det havner og hvornår vi kommer i gang, så er det en fantastisk nyhed i en tid, hvor manglende aktivitet og initiativer stråler om kap med tomme pengekasser, nedlukninger og restriktioner.

I min nyfundne energi efter mødet i sidste uge, fik jeg retableret kontakten til FGU-skolerne. Ledelsessparring, coaching og trivselsprocesser hos mine samarbejdspartnere er ligeledes genoptaget, dog virtuelt og i små grupper, samt 1:1 med medarbejdere og ledere der har brug for sparring og coaching – men det er fint, et godt forarbejde inden landet på ny lukker op er vigtigt, så vi kan lægge hurtigt fra land, når vi endelig får lov.

Pludselig er der lys forude.

Taknemmeligheden er stor her hos mig. Jeg kan mærke, at det mørke jeg har ladet mig selv suge ind i af modløshed og frustration over manglende hjælpepakker, bøvl og isolation på et hjemmekontor med et trylleslag er opløst – og det er ved blot en enkelt handling, der rækker positivt ind i fremtiden.

Vidste du i øvrigt, at vi er “forkodet” til at være på vagt, og derfor trives negativitet så godt i øjeblikket. Helt tilbage fra stenalderen var det vigtigere at have det skidt, modsat at have det godt. Lykkelige mennesker blev spist, de var uopmærksomme og ikke i alarmberedskab.

– Vi er mere opmærksomme på negative end positive begivenheder
– Vi reagere følelsesmæssigt hurtigere på negative begivenheder end på positive
– Vi rammes hårdere af negative oplevelser end positive
(mindst 3 gange hårdere på arbejde, og 5 gange hårde i parforholdet)
– Vi grubler mere over problemer end vi påskønner glæde
– Der er mere socialt spin/smitte i problemer end glæder

Vores forkodet DNA spørger konstant, hvad der kan gå galt? Hvad skal vi passe på? Og hvad skal vi være bekymrede for? Derfor skal vi booste de positive fortællinger og oplevelser endnu mere lige nu for at komme negativiteten til livs!

Så hvad er din solskinshistorie? Lad os hjælpe hinanden med at bringe de gode historier frem, så det hele ikke handler om det, der gør os mismodige og kede af det, men i stedet kaster fokus et godt sted hen. Et sted hvor der er energi og glæde!

Start dagen i din virksomhed eller i familien med de bevidst positive historier, det skaber et fælles mindset og positiv energi.

Selv de mindste positive hverdagshistorier har deres berettigelse lige nu, og derfor må du rigtig gerne dele din historie lige her i tråden, så små som store solstråler fra det virkelige liv begynder at skinne igennem alle skyerne og smitte hver enkelt af os. Det trænger vi til!

Ps: I skal nok komme til at høre mere, når projektet er sat på skinner…

Kilde: Psykolog og lektor ved Aarhus Universitet Hans Henrik Knopp

Foto: Daoudi Aissa